SFs retsordfører Karina Lorentzen opfordrer til at sætte fart på arbejdet med at få indført ID-numre på betjente og peger på gode erfaringer fra Norge.

SFs retsordfører og formand for Folketingets Retsudvalg Karina Lorentzen er utilfreds med, at betjente ikke vil oplyse over for borgerne, hvem de er. Udmeldingen kommer efter en ny Gallup-måling, som Berlingske har fået foretaget, der viser, at knap tre ud af ti borgere, som de seneste fem år har spurgt om en betjents navn, ikke har fået det.

Karina Lorentzen mener, at politikerne ikke skal være fodslæbende med indføre ID-numre på betjentene.

»Uanset hvor mange det drejer sig om, så er det et problem, at borgere ikke kan få at vide, hvilken politibetjent, de har været i kontakt med, fordi denne ikke vil fortælle det. Det er bekymrende for retssikkerheden, hvis det har afskåret klagesager fra at blive behandlet, alene af den grund, at man ikke har kunnet finde den pågældende betjent.

Hun har dog forståelse for modviljen i nogle situationer:

»Jeg kan sådan set godt forstå, at betjente i nogle situationer kan være utrygge ved at udlevere deres navn. Men de bør altid kunne genfindes, og derfor vil jeg foreslå, at vi hurtigst muligt får de ID-numre på politiuniformerne, som to på hinanden skiftende justitsministre har indikeret kan være en god ide. Det vil betyde, at man ikke behøver udlevere sit navn i flæng, men i første omgang kan nøjes med et nummer, samtidig med at borgeren får en let adgang til at klage, hvis der er behov for det.«

Karina Lorentzen tror ikke, ID numre vil skabe problemer.

»Jeg hæfter mig ved, at man i Norge ikke har haft problemer, da man gjorde ID-numre permanente for et par år siden, og mange andre lande faktisk har velfungerende ordninger. Vi skal derfor ikke være så fodslæbende herhjemme med at få det indført, og jeg tror i en lang række tilfælde, at det vil være gavnligt for politiet at kunne opklare en situation for borgeren, som måske har misforstået et optrin eller simpelthen sige undskyld, hvis man er gået over stregen.«