Gravide illegale indvandrere skal have lægehjælp uanset om de har orden i deres papirer eller ej, mener SF, der vil have at hensynet til barnets tarv vægtes højest.

Illegale migranter har ikke adgang til andet end akut hjælp i det offentlige sundhedsvæsen i Danmark. Men SF mener, at gravide skal have lægehjælp, uanset om de har deres papirer i orden eller ej, lyder det fra sundhedsordfører Özlem Cekic (SF).

»Vi ønsker en human sundhedspolitik. Barnets tarv må komme først,« skriver Özlem Cekic i en pressemeddelelse.

Hun mener ikke, at migranter vil fristes til at søge til Danmark, hvis vi tillader sundhedshjælp til gravide illegale indvandrere. Det handler om at forebygge en kompliceret fødsel.

»Vi er nødt til at tage en etisk diskussion, om hvorvidt vi skal række hånden ud til disse mennesker. Jeg mener, at vi er forpligtede til at tænke på barnets tarv. Jeg synes ikke, det kan passe, at vi i et land som Danmark ikke kan behandle gravide kvinder, bare fordi de ikke har papirerne i orden,« skriver Özlem Cekic.

Hun vil nu rejse sagen over for sundhedsministeren og kræve svar på, om det ikke strider mod FNs børnekonvention og FNs kvindekonvention, når papirløse udlændinge i Danmark kun i akutte tilfælde - og ikke ved graviditet - kan få den samme lægehjælp som danske borgere.