- Vi har fået meget mere opmærksomhed, end vi plejer, fra både studerende og medier. På den måde har kampagnen været en kæmpe succes, siger tovholder hos Studiebyen Esbjerg Lasse Lietzen Jensen.
Den stort anlagte reklamekampagne var et samarbejde mellem flere uddannelsesinstitutioner i Esbjerg - men i dag har Syddansk Universistet så trukket sig.
- Billederne virker lumre og sexistiske. Det er ikke det signal, vi som seriøst universitet ønsker at give, siger SDUs rektor Jens Oddershede.
Skaber blikfang
I Esbjerg kan Lasse Lietzen Jensen ikke se problemet.
- Billederne skal jo ses med en vis portion humor. Der er jo ingen, der flytter til Esbjerg og studerer på grund af et par frække billeder. Men de kan skabe blikfang og gøre opmærksom på, at Esbjerg også har en masse videregående uddannelser, siger han.
Heller ikke Mikkel Zeuthen fra Danske Studerendes Fællesråd er forarget over de bare kroppe på billederne.
- De støder mig slet ikke. Jeg tror også godt, at de studerende kan skelne mellem reklame og oplysning, siger han.
Kønsdiskrimination?
Rektor på SDU Jens Oddershede synes ikke selv, at han er snerpet.
- Jeg synes da selv, at jeg har humor, og har da heller intet imod sex. Men det kan da godt være, at jeg tager fejl, og at jeg bare er blevet for gammel til at forstå den slags. Jeg udelukker ikke, at de andre kan have ret. Jeg bryder mig bare ikke om at have SDUs navn i sammenhæng med noget, som i mine øjne er kønsdiskriminerende over for både mænd og kvinder, siger han.




















