Dokumentarfilmen ’Min barndom i helvede’ tog her til aften DR1s seere med på en barsk rejse gennem Børnerådsformanden Lisbeth Zornig Andersens barndom, hvor tortur-lignende vold, seksuelle overgreb og massive svigt var en del af hverdagen.

Én efter en mødte seerne hendes ødelagte familie og de personer, der kunne have hjulpet - men aldrig gjorde det.  Og pludselig sad hun der så. I bødlens stue, stedfaren Jan, for at konfrontere ham med spørgsmålene ’hvorfor misbrugte du mig seksuelt og er du klar over, hvad dine handlinger har betydet for os alle? Men spørgsmålet til sexmisbruget kom aldrig. Traumerne fik overtaget.

- Jeg var simpelthen så pissebange. Han havde en form for magt over mig. Jeg kom tilbage til tiden, hvor han jagtede min mor og mine brødre med en økse - hvor han forsøger at kvæle min mor. Jeg blev ramt af en irrationel frygt, som om jeg var en 12-årig pige igen. Han var for stor og stærk. Jeg kunne simpelthen ikke stille spørgsmålet, siger Lisbeth Zornig Andersen til BT.

Total tragedie

Forud for det intense møde med stedfaderen var gået 40 minutters rørende film om en families totale tragedie. Hvordan torturen drev broderen René til selvmord, hvordan brødrene Michael og Tonys liv endte i narko, alkohol og svigt, og hvordan hendes mor i ren fornægtelse har svært ved at huske de episoder, der blev så omkostningsfulde for hende og hendes børn.

Lisbeth Zornig Andersen udviste imponerende ro og styrke, da hun med tydelig omsorg og overbærenhed introducerede seerne for hendes ødelagte familiemedlemmer og de mennesker, der kunne og skulle have hjulpet. Moren, der blot så på, mens hendes lille pige blev sexmisbrugt, og faren, der havde en idé om, hvad der foregik - og valgte at se den anden vej.

Men da den ultimative hurdle skulle overvindes, og hun tog seerne med ind i løvens hule, slap modet op.

- Det var lige før vi slet ikke kom derud. Det man ikke ser, er, at vi begynder med at tage derud, men så ser jeg en økse i huggeblokken i hans forhave og går i panik. Vi blev nødt til at køre væk igen, og så tog jeg hjem og ringede først, som man også ser i filmen, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Tilgiver det aldrig

I dag har Børnerådets formand forståelse for sin stedfars handlinger, og for de mennesker, der gennem social arv vokser op med et normsæt, der gør dem til bødler senere i livet. Men selv om hun har forståelse, vil hun aldrig tilgive de svigt, der førte til en ødelæggende barndom.

- Jeg har ikke tilgivet, men jeg har forstået. Jeg vil ikke have, at Jan bliver udstillet som bødlen alene. Det miljø avler bødler. Alle de her mennesker er produkter af de her miljøer. Og det er det, der meningen med den her film. Det handler om at forstå det her miljø og starte en debat om, hvordan vi kan dæmme op for de her parallelsamfund, som ikke har de samme værdier, som hoveddelen af samfundet har, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Jan afviste BT

BT var torsdag eftermiddag ude på Jans bopæl, for at få svar på de spørgsmål, som Lisbeths Zornig Andersen aldrig fik stillet. Han nægtede dog at åbne døren og stod blot og kiggede ud af vinduet, før han forsvandt længere ind i huset med sin hund.

Jan har tidligere oplyst til filmens instruktør, Mette Korsgaard, at han ikke husker det seksuelle misbrug.