Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er stadig dansk regeringschef efter den polske Donald Tusk lørdag aften blev udpeget som EU-præsident. Det skete efter måneder med spekulationer, rygter og gisninger om, at den prestigefyldte EU-post skulle gå til 47-årige Helle Thorning-Schimdt. Selv har statsministeren gennem hele forløbet afvist, at hun skulle være kandidat, men det lange forløb har alligevel sat sine spor:

- Det koster noget, når en regeringsleder prøver kræfter med mulighederne for et internationalt job. Der findes ikke den politiker, der ikke i de seneste måneder har spekuleret over, hvad det ville betyde for dem selv, for projektet, for fremtiden, hvis det var lykkedes for Thorning. Det er naturligt. Og det er umuligt at styre. Til gengæld slipper der også nogle ånder ud af flasken, som kan være svære at få proppet ned i flasken igen. I praksis var store dele af det politiske Danmark tyvstartet på tiden efter Thorning. Det skal statsministeren nu hjem og spole tilbage, siger Søs Marie Serup og fortsætter:

- Samtidig mister regeringen sin rygrad, når Margrethe Vestager drager til Bruxelles. Hun har - mere end Thorning - været garanten for det faste greb om roret og en sikker reformerkurs og økonomisk strambuks. Læg dertil signalværdien i, at den ene partileder forlader projektet. Samlet set tegner det et billede af en regeringen, der er overordentligt udfordret af situationen.

BTs politiske mener, at 'partilederne i oppositionen slår mentalt flikflak over at få den statsminister tilbage, som de selv betragter som dronningen af løftebrud.'

- Men ikke nok med det. Det stærkeste kort i regeringen bliver samtidigt sendt til Bruxelles. Det eneste de kan frygte er, hvis det fører til, at regeringen nu kan få styr på dagpengeproblematikken. Det er dog næppe sandsynligt, at der kan laves andet end en midlertid løsning, som næppe vil være godt nok i vælgernes øjne, siger Søs Marie Serup.
 
Hun tilføjer:

- Thorning spillede højt spil. Var det lykkedes havde hun triumferende kunne meddele, at hun alligevel kunne slå Fogh ved at få det job, han nok havde de hedeste drømme om at få. Men i stedet glippede det. I stedet vender Thorning hjem som en svækket leder i en svække regering og uden de positive tegn i økonomien som den kommende kommissær ellers hævdede at kunne se for blot få dage siden, da regeringen præsenterede sit forslag til finanslov. Termometeret står på strid modvind for Thorning i den kommende tid. Eneste lyspunkt er, at hun står fastere i modvind end de fleste.