En ny vikingeborg er blevet fundet af arkæologer på en mark vest for Køge. Det er over 60 år siden, at man sidst fandt en vikingeborg i Danmark.

En ny vikingeborg er blevet fundet af arkæologer på en mark, der tilhører godset Vallø Stift vest for Køge, skriver Politiken.

»Det er en stor nyhed! Vikingetiden deler vi med andre lande, men trelleborgene er unikke for Danmark, og mange havde opgivet håbet om, at der var flere tilbage,« siger vikingetidshistoriker Lasse C.A. Sonne fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet.

Geofysiske målinger og de første arkæologiske udgravninger viser, at der på marken, der ligger tæt op ad Sydmotorvejen, har været en befæstning med en 10-11 meter bred vold omkranset af en palisade - et skanseværk af tilspidsede træpæle.

Borgen måler 145 meter i diameter og er dermed den tredjestørste af de fem danske trelleborge. Det er over 60 år siden, at man sidst fandt en vikingeborg i Danmark.