Det handler om at tænke ud af boksen – og det er lige netop, hvad sløjdlæreren Lars Stolberg har gjort. Da han opdagede, at hans elev Sofus havde problemer i træværkstedet, fordi han er født med kun en enkelt velfungerende arm, fandt Lars Stolberg straks sin indre opfinder frem.

Sofus på 10 år startede i sommer i fjerde klasse på Absalons Skole i Roskilde, og han var ivrig efter at komme i gang med håndværksfaget. Men allerede i starten af skoleåret stødte han på problemer. Han er nemlig født med et handicap, og hans venstre arm slutter lige efter albueleddet.

»Det blev hurtigt tydeligt for mig, at Sofus ikke kunne være med til de projekter, vi skulle lave. Han var meget kreativ og forsøgte at holde om værktøjet på alle mulige måder, men mange ting var simpelthen umulige for ham, fordi det krævede to hænder,« fortæller Lars Stolberg

At Sofus ikke kunne deltage i undervisningen på lige fod med de andre elever, gik Lars Stolberg så meget på, at han besluttede sig for at finde en løsning på problemet.

»Sofus vil rigtig gerne kunne de ting, som de andre børn kan, og jeg syntes ikke, at hans manglende arm skulle begrænse ham. Jeg kunne se, at han blev frustreret over, at han ikke kunne være med, så det var vigtigt for mig, at vi fandt en løsning. Jeg ville ikke give op,« siger Lars Stolberg.

LÆS OGSÅ: 10-årig pige fra Syrien lærer dansk på seks uger: Nu er hun klar til at komme i dansk skole

Han lagde hovedet i blød og diskuterede mulighederne med Sofus. Og efter et par samtaler nåede det kreative opfinderteam frem til en plan. De ville bygge en protese af træ.

»Sofus var med på idéen med det samme, og han kom løbende med gode ideer til, hvordan vi kunne optimere protesen,« fortæller Lars Stolberg.

De næste sløjdtimer gik med at udhule og slibe et stykke træ, og efter et par uger var resultatet klar.

Protesen, som Lars Stolberg har bygget til Sofus, har et hul, hvori Sofus kan placere et stykke værktøj. På den måde kan han for eksempel holde et stemmejern med protesen og bruge den velfungerende højre hånd til at hamre med.

De to smarte opfindere har desuden indbygget en magnetisk bitsholder i enden af protesen, så Sofus kan holde en skrue, mens han bruger den højre hånd til at skrue med. Alt i alt er protesen en stor succes.

»I dag kan Sofus være med til alt det, vi laver i timerne, og det er fantastisk at se. Om lidt skal børnene i gang med at bygge nogle skamler af træ, og takket være protesen kan Sofus selv skrue benene på,« fortæller sløjdlæreren.

Sofus er så glad for protesen, at han efterfølgende har haft den med hjem for at vise den frem for sine forældre. Og det var noget, der fik smilet frem, fortæller Sofus’ mor Corna Buus-Hinkler.

»Jeg blev meget rørt over, at Lars havde tænkt så kreativt og havde taget udgangspunkt i, hvad Sofus kan, i stedet for at fokusere på det, han ikke kan. Det er så skønt at blive mødt af folk som Lars, der ser muligheder frem for begrænsninger,« siger Corna Buus-Hinkler.

Normalt har Sofus en robotarm, som er blevet bygget specifikt til ham. Ved at spænde op i sin venstre arm, kan han få robothånden til at åbne og lukke sig, men armen er ikke finmotorisk nok til at blive benyttet i sløjdtimerne. Efter at have fået træprotesen af Lars Stolberg, har Sofus vist den frem på Sahva, hvor hans robotarm er blevet bygget, og det skabte stor overraskelse og begejstring hos de ansatte.

»Personalet på Sahva var meget imponerede over Lars’ arbejde, og det er vi også,« siger Corna Buus-Hinkler og tilføjer, at Sofus for nyligt har haft en æske chokolade med til Lars Stolberg som tak for indsatsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sofus, men Corna Buus-Hinkler fortæller, at hendes søn er rigtig glad for protesen.

»Jeg ved, at det betyder rigtig meget for ham, at han er en del af flokken og kan lave de samme ting, som de andre børn,« siger hun.