Medarbejderne på ugebladet Se&Hør kræver chefredaktøren fyret. De er utilfredse med bladets beklagelse af, at det har hængt Naser Khader ud for sort arbejde.

Medarbejderne på Se&Hør afleverer fredag et mistillidsvotum til direktionen hos bladkoncernen Aller, hvor de kræver, at deres chefredaktør, Kim Henningsen, bliver fyret.

Ifølge BT.dk er de ansatte stærkt utilfredse med, efter at bladet i sin seneste udgave har beklaget, at det uden dokumentation hængte politikeren Naser Khader (K) ud for at få udført sort arbejde på sit hus.

En af ansatte, der udtaler sig anonymt til hjemmesiden, kalder det en svinestreg, at bladet har en chef, der undsiger en historie, som efter medarbejdernes opfattelse var korrekt. Derfor kravet om at fyre chefredaktøren.

Medarbejdernes reaktion kommer bag på chefredaktør Kim Henningsen.

- Det aner jeg ikke noget om, siger han.

/ritzau/