Der er virkelig kommet fokus på overvågning af danskerne efter Se og Hør-skandalen.

Og overvågningen antager tilsyneladende mere og mere kreative former. Forfatter og debattør Suzanne Bjerrehuus fik sig noget af et chok, da hun hørte en høj, summende lyd over sin sommerhushave i søndags.

- Jeg sad med to venner i haven, og pludselig den summende lyd. Det lød som en stor bisværm. Så så vi tingesten oppe i luften, og en af mine venner, som er fysiker, udbrød: 'Det er da en drone', siger Suzanne Bjerrehuus til bt.dk.

Senere kom dronen tilbage, og Bjerrehuus optog den med sin mobiltelefon.

- Er rystet. Det er en videooptager. Nu kan man ikke være i fred i sin egen have, skriver Bjerrehuus på Facebook.

Det er ulovligt at filme på andres private grund uden forudgående tilladelse.