Tilbage i juli 2015 bragte vi denne video af en politibil, som er blevet filmet, mens de kørte over 150 km/t på motorvejen ved Sorø. Nu er efterforskningen standset.

I et brev fra Statsadvokaten til BT fremgår det, at senioranklager Margrethe Sanning ikke vil rejse tiltale mod den pågældende betjent, som kørte politibilen. Afgørelsen begrundes med, at selv hvis efterforskningen fortsætter, så vil det ikke føre til en sigtelse af den pågældende politiassistent.

Anmeldelsen skete efter, at BT sidste år kom i besiddelse af en video, hvor Fatima Aoude sad i en bil på motorvejen ved Sorø i retning mod København, og en politibil kom drønende forbi i høj fart. Fatima Aoude valgte sammen med føreren af bilen af sætte efter politibilen og filme episoden. I videoen ser man, hvordan kameraet panorerer mellem politibilen og speedometeret, som på et tidspunkt viser helt op til 150 km/t.

»Ordensmagten er dem, man ser op til, de er borgernes rollemodeller. Så hvis de ikke er i udrykning eller har blå blink på, skal de køre i henhold til færdselsloven,« sagde Fatima Aoude dengang til BT.

Efter omtalen af sagen valgte politiet at tage sagen op, men nu er efterforskningen imidlertid stoppet. Det skriver senioranklager Margrethe Sanning, som på baggrund af Den Uafhængige Politianklagemyndigheds redegørelse har valgt at droppe en eventuel sag. I brevet fra Statsadvokaten fremgår det, at Politianklagemyndigheden ikke finder tilstrækkeligt bevismateriale til at fastslå, hvilken bil optagelserne viser. Det sker på trods af både video og billedmateriale.

I anmeldelsen fremgår der et registreringsnummer på bilen, som ifølge sagsbehandlingen tilhører Nordjyllands Politi. Politikredsen bekræfter, at bilen med det pågældende registreringsnummer blev benyttet 12. juli 2015 af nogle af politikredsens medarbejdere, som skulle til København.

Politianklagemyndigheden finder det da også sandsynligt, at det er den pågældende politibil, som er blevet filmet, mens de bryder færdselsloven. Føreren af bilen har også bekræftet, at han kørte bilen på det pågældende tidspunkt, men da der ikke er nogen autoriserede hastighedsmålinger som bevis i sagen, og det derfor kun er videoen (som vist ovenfor, red.), der er bevismateriale, vælger Politianklagemyndigheden at stande efterforskningen. 

Sekretariatschef Anne Marie Svendsen hos Nordjyllands Politi oplyste ellers tilbage i 2015 til BT, at hun ærgrede sig over sagen.

»Der er absolut ingen grund til, at den skulle køre for stærkt. Andet end hvis de var kommet for sent af sted, og det er bare ikke nogen gyldig grund til at bryde en hastighedsgrænse. Så køres der efter reglerne? Nej, det gør der ikke i dette tilfælde,« sagde Anne Marie Svendsen, der dog påpegede, at politiet i enkelte tilfælde godt må tilsidesætte færdselsloven, selvom de ikke er på udrykning.

Hun sagde dog allerede dengang, at hjemmeoptagede klip ofte ikke vurderes tilstrækkelige til at rejse tiltale, da der er for meget usikkerhed omkring videoen.