Se videoen i bunden af artiklen.

For nylig skrev BT og en række andre medier om den lille dreng Emil, der for første gang fik briller på og så kunne se sin mor ordentligt. Videoen af Emil er gået viralt. Det betyder, at den også er nået frem til Natholdet. Og de har nu lavet en lille parodi på den nuttede video af Emil.

Det har de gjort i en video på Facebook, hvor Anders Breinholt sidder nøjagtig som Emil gjorde. Han får sat briller på og ’ser sine kollegaer for første gang’.

Videoen har fået mange danskere til tasterne. Nogle mener, at videoen er sjov, men andre mener, at Anders Breinholt og hans hold går langt over grænsen.

'Så stopper det sgu har i ikke andet og gøre grin med - føj for pokker - er der ingen respekt for andre, den bette mand der så sin mor for første gang gik lige i hjertet. Jer fladpandet der kun kan lave "underholdning" på andre bekostning - gå hjem,' skriver Doris Guldberg i en af de mange kommentarer under opslaget.

Og generelt set så er der mange personer, der skriver, at de nu vil boykotte Natholdet. De mener, at det er grænseløst at gøre grin med den lille dreng.

'Tak for denne gang, er man blevet så plat at gør nar af en lille dreng, så er man selv meget lille, derfor vil jeg ikke se Natholdet mere, og ikke noget program med Anders, med eller uden briller,' skriver Andrea Jodani.

Men der er da også folk, der synes, at opslaget er af høj humor. Og selv Emils mor, Christine Amalie-Johanne Friis Rosenhøj, der i sin tid postede den oprindelige video af Emil, synes, det er sjovt. Det skriver hun i sin kommentar til videoen.

'Er sikker på Emil syns det her er sjovt når han bliver større. Mor & far kan godt se det morsomme i det, idet natholdet altid laver pjat. Tak for en hyggelig parodi,' skriver Emils mor.

Anette Hougaard Madsen mener, at videoen er fin, og hun langer ud efter dem, der mener, at videoen går over grænsen for hvad, man kan lave sjov med.

'Det er ret tydeligt at lille Emils forældre har mere humor end mange af jer der kommenterer her... Tommel op for Anders og Emil,' skriver hun.

Du kan se hele opslaget herunder: