Det gik voldsomt for sig, da den nye han-løve i Københavns Zoo blev introduceret for løvinderne.

Mødet mellem den tre år gamle han og de to halvandet år gamle hunner gik dog bedre end frygtet, fortæller Lars Holse, der er områdeleder for rovdyrene og elefanterne i Københavns Zoo.

- Helt som ventet satte han sig i respekt. Først over for den ene hun, som han fik til at underkaste sig i et hjørne. Den anden flygtede ud i vandet, og da han er vandskræk, udskød hun dermed konfrontationen, fortæller Lars Holse til bt.dk.

Inden løverne blev introduceret for hinanden, gik de rundt, så de kun var adskilt af et gitter. På den måde kunne løverne lugte og høre hinanden.

Københavns Zoo skabte fornylig vrede verden over, da den zoologiske have aflivede fire løver for at gennemføre et generationsskifte, så Københavns Zoos nye hanløve kunne danne sin egen familie. Løvehannen kommer fra Givskud Zoo - ingen af løverne har navne, oplyser Zoologisk Have.