I klippet længere nede i artiklen kan du se Lady Gagas optræden på La Fontaine. I videoen herover kan du se Lady Gaga i København ved en tidligere lejlighed.

Den amerikanske popdiva Lady Gaga gav onsdag aften koncert i Tivoli sammen med den 88-årige amerikanske sanger Tony Bennett. Da hun var færdig med at optræde med den ældre herre, var hun ikke færdig med at give prøve på sangstemmen i København.

Ud på de sene nattetimer blev hun nemlig spottet på den københavnske jazzklub La Fontaine, hvor hun til folks store overraskelse dukkede op.

Ikke mindst personalet hos La Fontaine var begejstret for popdivaens tilstedeværelse på jazzklubben. Den ansatte Dann Nørgaard har lagt en video ud fra hendes optræden på stedet.

Den amerikanske sangerinde, der også går under navnet The Mother Monster, fortolkede sammen med Tony Bennett gamle klassikere som Anything Goes, I Won’t Dance og Sophisticated Lady.

Flere kendte danskere var i Tivoli for at overvære koncerten. Blandt andre Medina, der tidligere har fortalt, at hun er blevet inspireret af den amerikanske sangerinde. Her takkede hun de to sangere på Instagram.

Lady Gaga var senest i Købehavn i 2012, hvor hun gav koncert i Parken. Også i 2010 var hun i landet for at give koncert. Dengang var hun i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor hun optrådte med sine nye numre.

Den amerikanske sangerinde fik sit gennembrud med debutalbummet The Fame fra 2008, hvor hun slog igennem med numrene Just Dance og Pokerface.