Hjemvendte feriegæster og turister fik sig mandag noget af en overraskelse, da de kom ud i ankomsthallen i Københavns Lufthavn.

En kæmpe flash mob, hvor en stor gruppe mennesker ret pludseligt udfører noget sjovt på et offentligt sted, fandt nemlig sted midt i ankomsthallen.

Hele 500 sangere fra 20 gospelkor kom med ét dansende ned ad trapperne og frem fra gangene og stimlede sammen, mens de sang fødselsdagssang. Anledningen var, at Københavns Lufthavn fyldte 90 år mandag.

Københavns Lufthavn er en af de ældste civile lufthavne, og det begyndte i 1925, hvor terminalen på Amager blev kaldt 'træslottet'. Dengang var det får, der klippede græsbanen.