Glæd dig bare, hvis du drømmer om 'a white christmas'. Ifølge statistikken får vi nemlig hvid jul i år.

Sjap og gråvejr har vi haft nok af. Det er  præcis 14 år siden, at vi havde en snedækket jul i Danmark, nemlig i 1995. Og det betyder ifølge statistikken, at vi har fortjent en rigtig julebal-i-nisseland-hvid jul i år.

DMI har regnet på julevejret og fundet frem til, at vi kun har haft en rigtig landsdækkende hvid jul syv gange siden 1900. Der går altså i gennemsnit 14 år mellem hver hvid jul.

Men DMI vil ikke love for meget til barnlige sjæle, der glæder sig til at vælte rundt på kælkebakken.

- Uanset hvad statistikken siger, er sandsynligheden for hvid jul i år den samme som alle andre år. Jeg tror bare, at man skal blive glædeligt overrasket. Man kunne jo ønske sig det - måske af julemanden, siger Lone Seir-Carstensen, der er leder af DMI's Data og Klimainformation, til Midtjyske Medier.

En vaskeægte hvid jul kræver, at mere end 90 pct. af landet er dækket af sne om eftermiddagen juleaftensdag. Snelaget skal være dybere end en halv cm. Det er altså ikke nok med lidt hvide fnug hist og her. Men til gengæld må sneen godt være faldet flere dage i forvejen.

Chancen for en landsdækkende sneklædt jul er almindeligvis syv pct. 67 pct. af vores juleaftener er grå og milde, mens resten er en mellemting mellem en hvid og en grå jul - altså den med kulde og sjap.

Læs mere om hvid jul