Et fald i indtjeningen fik Se og Hørs ledelse til for fire år siden at indføre en paparazzistrategi, der ifølge kilder har ført til livsfarlige biljagter og systematisk overvågning af kendte personer.

I 2010 systematiserede ledelsen på ugebladet Se og Hør jagten på de kendte i en sådan grad, at det ifølge kilder kunne have bragt andre folks liv i fare, skriver Jyllands-Posten, der er kommet i besiddelse af et internt strategioplæg.

Ifølge den tidligere medarbejder på bladet Ken B. Rasmussen, der selv deltog i jagterne, førte strategien til situationer, der let kunne have ført til trafikulykker.

Blandt andet i tilfældet ved en biljagt på kendissen Anni Fønsby få måneder efter vedtagelsen af strategien, og kort før strategien blev nedfældet, var en biljagt på prinsesse Marie i Geneve også tæt på at føre til en trafikulykke.

Læs også: Ny mail belaster Qvortrup - ville skrive om tv-værtinde og politikers 'kærlighedstur'

Af dokumentet, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, fremgår det, at begrundelsen for den nye strategi var at tjene flere penge. Dokumentet omtaler »et kraftigt fald i oplaget« og konkluderer, at »hvis ikke der gribes effektivt ind, er Se og Hør inden for en overskuelig årrække ikke længere en væsentlig spiller på ugebladsmarkedet«.

Det fremgår også, at en aggressiv paparazzistrategi skal være »sat i system«, og at fotografer og journalister skal følge »de mennesker, som vi har sværest ved at få i bladet på normal vis«.

Se og Hør-skandalen: Listen vokser - her er de kendte og kongelige som blev overvåget

Der skulle desuden bruges »ekstern research«, hvilket ifølge avisens oplysninger blandt andet indbefattede den såkaldte tys-tys-kilde i Nets.

Ifølge flere kilder førte strategien til døgnovervågning af kendte, og der skulle også oprettes »en database over, hvor de kendte færdes«.

Systematikken i planen er afgørende for kommende retssager, som kendte kan anlægge mod Se og Hør, mener pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Det dokumenterer, at Se og Hør helt systematisk har ønsket at overvåge de kendte,« siger han og henviser til en dom fra menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i 2004, hvor prinsesse Caroline fra Monaco vandt en sag mod flere tyske magasiner, som havde fotograferet hende på en ferie med hendes børn. I dommen blev der lagt vægt på, at der netop var tale om en systematisk overvågning, skriver Jyllands-Posten.