Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, rapperen L.O.C., prins Joachim, prinsesse Marie, Pelle Hvenegaard, Casper Christensen, Line Baun Danielsen.

Blot få af de mindst 28 kendte og kongelige, der var omfattet af Se og Hørs omfattende overvågningsprogram.

I årene 2008-2012 modtog to journalister på Se og Hør i hundredvis af sms-beskeder fra en i dag 45-årig systemtekniker, der via sit arbejde for IBM kunne skaffe sig adgang til oplysninger i PBS, det nuværende NETS.

Nedenfor ses et af eksemplerne.

Vært på DR, Kåre Quist, fik sit kreditkort overvåget, da han i 2009 var på bryllupsrejse med sin daværende kone på Mallorca. Også modellen Oliver Bjerrehuus blev overvåget og Se og Hør modtog oplysninger om dem begge i samme sms.


I en anden sms skriver kilden for eksempel, at ‘Jokke’ - slang for Prins Joachim - klokken 11.10 brugte 48 euro på en Shell-tank i St. Priest i Frankrig, at Kåre Quist den 24. juli 2009 brugte 180 euro på Restaurant Portixol på ferieøen Mallorca.



I en tredje sms oplyser kilden, at rapperen LOC klokken 19.58 købte for 722 amerikanske dollar i Louis Vuitton-butikken i Miami.

BT fremlægger fredag et større antal sms'er, der beviser skandalens omfang.