I Se og Hør-sagen idømmes fem tiltalte fængselsstraffe, mens én frifindes. Henrik Qvortrup får et år og tre måneders fængsel. Tre af månederne skal afsones, mens den resterende tid gøres betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste.

»Retten fandt det bevist, at den 53-årige tidligere chefredaktør og den tidligere IBM-operatør i juni 2008 indgik aftale om, at operatøren løbende skulle skaffe sig adgang til kendte personers kreditkortoplysninger i systemer hos PBS/Nets og sende disse oplysninger til to journalister på SE og HØR, og at han som betaling for oplysningerne skulle have 10.000 kr. om måneden ”sort”«, lyder det i domsresuméet.

»...Den 53-årige tidligere chefredaktør blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf 3 måneder skal afsones nu, mens den resterende del blev gjort betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste.«

{embedded type="node/polls" id="48739603"}

Henrik Qvortrup blev imidlertid frifundet for i tiden op til den 24. juni 2008 at have modtaget og udnyttet et tip om en offentlig kendt persons bryllupsrejse.

Den såkaldte tys-tys-kilde, der arbejdede hos IBM, blev idømt den strengeste straf på et år og seks måneders ubetinget fængsel, mens de to tidligere Se og Hør-journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen kan se frem til fire måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.

Retten finder det bevist, at tys-tys-kilden med sin adfærd vidste, at han uberettiget skaffede sig adgang til oplysninger, han ikke havde adgang til. Derfor er konklusionen, at tys-tys-kilden findes skyldig i hackerparagraffen, forklarede dommeren.

Dommeren forklarede desuden, at der i den samlede periode er skrevet 20-25 artikler, hvor kreditkortoplysninger fra tys tys-kilden Peter Bo Henriksen indgik. Nogle af dem var forsidehistorier.

Ved straffens udmåling lagde retten desuden vægt på omfanget og karakteren af det strafbare forhold, at det var dem, der i 2008 indgik aftalen, og at aftalen indebar en systematisk overvågning af en lang række offentligt kendte personers færden.

»Og dermed en betydelig krænkelse af disse personer og et brud på den grundlæggende tillid, offentligheden må have til håndteringen af private personers betalingsoplysninger.«

Man tillagde det endvidere end skærpende betydning, at man havde indgået aftalen med tys-tys-kilden med henblik på at tjene penge på at levere oplysninger uden samfundsmæssig værdi, »der alene skulle bruges til ren underholdning, og at der samlet blev udbetalt ikke under 365.503 kroner,« lyder det i domsresuméet

Som den eneste frifindes Per Ingdal, der tjente som konstitueret chefredaktør på Se og Hør i et halvt år i 2009.