Hvad har nissen Pyrus, Pippi Langstrømpe og Tom & Jerry tilfælles udover at være børneunderholdning? De glade børnefigurer, der normalt får smilet frem hos de fleste, har også dannet grundlag for en mere alvorlig racisme-debat. Senest er det tv-nissen Pyrus, der er blevet anklaget for racisme, fordi han i en scene danser med tre mørklødede flødeboller.

Her kan du se de forskellige racisme-sager, der har været i børnenes univers.

1. Pyrus

Foto: Simon Skipper
Vis mere

TV2s seerredaktør Lars Bennike kunne for et par dage siden fortælle om, at julekalenderen 'Alletiders Julemand' har modtaget racisme-klager.

»Jeg har en klage i forhold til racisme i jeres julekalender 2014. I det første afsnit blev der vist en gruppe dansere med "blackface". Hvorfor synes TV2, det er acceptabelt at inkludere en racistisk karikatur af sorte mennesker i deres udsendelser? Jeg ser frem til at høre jeres vurdering,« lød en klage.

Klagen hentyder til sangen 'gi' mig slik', hvor Pyrus danser med tre sorte flødeboller. Katrine Vogelsang, der er TV2s fiktionschef, gav følgende svar:

»TV2 retter normalt ikke i ældre udsendelser, efter hvordan nutiden bruger billeder og sprog. Derfor kan der i ældre udsendelser - som for eksempel Pyrus - være vendinger eller sprogbrug, som man ikke vil benytte i en nyproduceret julekalender,« forklarede hun.

2. Pippi Langstrømpe

Foto: Tivoli / frit
Vis mere

Tidligere på året ramte anklagerne også svenske Pippi Langstrømpe. En negerkonge- og kineserscene blev klippet ud af relanceringen af tv-serien, som er baseret på svenske Astrid Lindgrens populære bøger. Også en dansktegnet illustration med Pippi Langstrømpe har været i vælten i år og blev trukket tilbage. Det drejer sig om to smilende, mørke børn, der vifter med palmeblade for Pippi Langstrømpe.

3. Tom og Jerry

Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

De fleste kender tegneserien med katten og musen Tom og Jerry. Men der er også historien om den mørke stuepige, 'Mammy Two Shoes', som i år dannede grundlag for endnu en racisme-debat. Anklagen gik kort sagt ud på, at man aldrig ser stuepigens ansigt. Det er Amazon Prime Instant Video, der har været ude med kritikken, fordi de mener, at karakteren ikke er andet end en ond, racistisk stereotyp. Derfor følges tegneserien nu af en advarsel om racefordomme, hvis man ser Tom og Jerry gennem deres kanal.

4. Tintin

Foto: SEBASTIEN PIRLET
Vis mere

Efter stor omtale og debat i 2012 slog en belgisk domstol fast, at 'Tintin i Congo' ikke er racistisk. Retssagen mod den berømte tegneserie gik ud på, at sagsøgerne mente, at tegneren Hergé og hans forlæggere fremstillede sorte som dovne, naive og underbegavede.

5. Smølferne

Foto: Jørn Deleuran
Vis mere

Børnehistorierne om de glade, blå smølfer er smurt ind i nazisme og racisme. Sådan sagde den franske sociolog Antoine Buéno i 2011 kort før premieren på 'The Smurfs 3D'. Han henviser blandt andet i sin bog til det første bind i smølfe-serien, hvor en smølf bliver stukket af en sort flue, hvorefter hans hud bliver kulsort, og han bliver sindssyg og ude af stand til at tale. Anklagen fik dog ingen konsekvenser.

6. Mustafas Kiosk
Den sidste på denne liste bliver striden om 'Mustafas Kiosk' fra 1999. Den skabte i 2013 forargelse på de sociale medier i Sverige. Her kaldte læserne bogen for racistisk og islamofobisk. Kritikken var så massiv, at bogens svenske forlag skrev en undskyldning på Facebook, hvor de beklagede, at de havde såret og krænket både voksne og børn.