Det er en varieret flok af gæster, der deltager i søndagens kongelige dåb i Møgeltønder.

Blandt de omkring 200 gæster ved prins Joachim og prinsesse Maries datters dåb i Møgeltønder Kirke søndag er både et fødehold fra Rigshospitalet samt en alderspræsident på 99 år.

Prinsessens jævnaldrende fætter og kusine er dog ikke blandt deltagerne ved søndagens barnedåb. Kronprinsparrets et år gamle tvillinger bliver således hjemme, mens de ældre børn, prins Christian og prinsesse Isabella, er at finde blandt dåbsgæsterne sammen med prinsessens tre ældre brødre, Henrik, Felix og Nikolai.

Udover inderkredsen af den kongelige familie er flere af prinsesse Maries familiemedlemmer kommet til Møgeltønder fra både Frankrig og Schweiz, ligesom også det personale fra Rigshospitalet, der var med til prinsessens fødsel i januar, er blandt deltagerne.

Også Danfoss-bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen og hans 99-årige mor, Bitten Clausen, er blandt gæsterne. Fra andre dele af erhvervslivet deltager blandt andre DONG-formand Fritz Schur, LEGO-bestyrelsesformand Kjeld Kirk Kristiansen og Mærsk-formand Michael Pram Rasmussen.

Smørrebrødsjomfru og restauratør, Ida Davidsen, der er mor til prins Joachims ven Oscar Siesbye og svigermor til prinsesse Maries hofdame, Britt Siesbye, er også på gæstelisten ved søndagens kongelige familiefest.

Endelig er den lokale kommunaldirektør, borgmester, en række private venner samt ansatte ved hoffet blandt søndagens dåbsgæster i det sønderjyske.