Da klokken slog tolv midnat mellem onsdag og torsdag sad unge i hele landet og ventede på svar på, om de er blevet optaget på en videregående uddannelse.

De, der kom ind på deres drømmeuddannelse, kunne endelig tørre svedet af panden og bryde ud i jubel eller lade glædestårerne flyde ved synet af det endelige svar på mail.

Sidstnævnte brød ud af Andrea Pliniussen, der blev optaget på pædadogstudiet. Hendes søster Kamilla har delt øjeblikket med BT-redaktionen på video.

»Så er der kage og champagne!«, lyder det begejstret, da den glædelige nyhed når selskabet.

70.582 studerende kan glæde sig sammen med den nu kommende pædagogstuderende over at blive optaget på en videregående uddannelse, imens 23.342 må åbne indbakken med skuffelse, da de ikke blev optaget på hverken førsteprioriteten eller nogle af de andre uddannelser på deres liste.