Scroll ned i bunden for at se den interaktive grafik på stormvarslet for din by.

Familien Danmark skal stadig forberede sig på voldsomme vindrusk, når den varslede storm ruller ind over landet fredag. Men den ser ikke ud ramme så kraftigt i alle de områder, man først forventede. Sådan lyder vurderingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på baggrund af de seneste vejrprognoser.

Bor man ved Vadehavet på den jyske vestkyst skal man dog stadig forberede sig på, at stormen vil ramme omkring klokken 16 fredag eftermiddag, hvorefter den vil bevæge sig østpå for at ramme hovedstadsområdet omkring klokken 21 fredag aften.

Følg stormen live på bt.dk/storm hele døgnet.

Ifølge tv2.dk kan stormvejret dog ende med blot at blive kulingsvejr, da TV 2 Vejrets seneste prognoser trækker gevaldigt i land. Og prognoserne siger lidt af det samme hos DMI, der dog stadig kalder fredagsvejret for stormvejr.

»Vi trækker også lidt i land her, men vi piller den (stormen, red.) ikke helt af. Det tør vi trods alt ikke,« siger vagthavende ved DMI Henning Gisselø og uddyber, at man nedjusterer de områder, hvor der varsles om storm med vindstød af orkanstyrke.

»Det er nu koncentreret på Vadehavsområdet og den nordlige del af landet, mens resten af landet får kuling og vindstød af stormstyrke,« siger Henning Gisselø.

Vejdirektoratet melder fredag morgen om kraftig blæst på E20 Øresundsbroen, og derfor fraråder man, at vindfølsomme køretøjer passerer broen. Varslingen forventes at kunne ophæves klokken 23 fredag aften.

Togtrafikken er derudover påvirket landet over, og på flere jyske ruter indstilles trafikken helt.

Følg stormen live på bt.dk/storm hele døgnet.