Efter fire busser natten til fredag blev stukket i brand på Arrivas garageanlæg på Østerbro i København, hæver busselskabet nu sikkerheden omkring anlægget.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

»Vi er oprevede over det her,« siger kommunikationschef Pia Hammershøy Splittorff.

»Politiet er naturligvis inde over sagen. Nu øger vi vores egen sikkerhed ved, at der vil være mere mandskab om natten og undersøger selvfølgelig, hvad der skal til for, at det her ikke sker igen,« siger hun og forklarer, at sikkerheden vil bestå i, at et vagtmandskab skal patruljere på anlægget om natten.

Branden opstod klokken 2.45 natten til fredag. Der er også blevet begået hærværk mod en femte bus, der blev malet med budskabet »Boykot Israel og »Free Gaza«.

Hændelsen sker kort efter, trafikselskabet Movia, som Arriva kører for, har fjernet busreklamer, der opfordrer til at boykotte varer fra israelske bosættelser. Det er dog endnu alt for tidligt at konkludere, hvad der ligger bag hærværket, mener Pia Hammershøy Splittorff fra Arriva.

Hun understreger, at der er tale om en enestående sag.

»Det er heldigvis sjældent, at det sker. Det er meget usædvanligt,« siger hun.

Også hos Movia afventer man politiets undersøgelser, oplyser centerchef Søren Englund.

»Det er alvorligt, når der brænder fire busser, og det er det uanset, hvad der er sket. Vi er glade for, at der ikke er sket personskade. Og vi sætter vores lid til at politiet får belyst årsagen,« siger han.

Politiet oplyser, at sagen undersøges som muligt politisk hærværk. Selve branden er påsat, konstaterer chefen for personfarligkriminalitet hos Københavns Politi, Jens Møller Jensen.

»Vi ser på det som en påsat brand, der kan have et politisk motiv,« siger han.