Antallet af syrere på flugt fra krig og elendighed, som søger asyl i Danmark, har været faldende de seneste uger. Men det betyder på ingen måde, at strømmen er stoppet.

Det kan BT i dag dokumentere.

Tirsdag blev endnu en menneskesmugler, som ankom med en bil fuld af syriske asylansøgere fra Milano, anholdt foran banegården i Kolding af Sydøstjyllands Politi.

Og i går morges stod BTs journalist og fotograf på parkeringspladsen samme sted, da – endnu – en bil med en italiensk menneskesmugler bag rattet og fire trætte og nervøse syrere ankom i ly af mørket klokken lidt over fem.

- Hvilken by er vi i? Hvor er vi?, lød det allerførste spørgsmål på gebrokkent engelsk og med tydelig nervøsitet i stemmen fra den yngste af de fire flygtninge, en cirka 20-årig ung mand, til BTs udsendte, da vi henvender os til dem.

Han, der ligesom de øvrige ikke ønsker at få sit navn offentliggjort, fortæller, at de er flygtet fra det krigshærgede Syrien for flere uger siden og i første omgang tog turen tværs over Middelhavet på en farefuld færd med det sydlige Italien som mål.

Derefter er turen gået til Milano i den nordlige del af støvlelandet.

Og det var også i den italienske millionby, at han sammen med sin far og et ældre ægtepar, som de kender godt, onsdag klokken 13 bag den enorme og pompøse centralstation klemte sig ind i en lille, metalgrå Nissan Note på tyske nummerplader og med den italienske menneskesmugler bag rattet tog hul på den sidste del af rejsen mod det eftertragtede Danmark.

16 timer og 1.365 kilometer senere sætter de præcis klokken 5.07 for første gang fødderne på jorden i dét Danmark, som de hidtil kun har hørt om, men aldrig nogensinde tidligere været i nærheden af.

Danmark og Sverige er målet

Det er hundekoldt på p-pladsen foran den tomme banegård i Kolding, og de fryser, så de skutter sig. Men de er lettede over at være her. Og samtidig nervøse og bekymrede for, hvad fremtiden vil bringe.

- Vi har fået at vide, at vi skal tage med toget herfra til København. Min far og jeg vil blive i Danmark, for vi kender nogen, som er kommet herop tidligere. Vores venner vil rejse videre til Sverige, hvor de kender nogle andre, siger den unge syrer, inden han hanker op i det eneste gods, han ejer og har: Nemlig tasken med lidt tøj og en papirspose, hvori der ligger en smule brød og nogle dadler.

Menneskesmugleren, som har bragt de fire syrere fra Milano til Kolding i den lille Nissan Note, er en italiensk mand på 35-40 år.

Det er tydeligvis ikke første gang, han for en klækkelig sum kører de 1.365 kilometer nordpå og retur igen, for foran banegården tager han nærmest rutineret lige en ekstra runde på parkeringspladsen for at sikre sig, at der ikke er politi til stede, inden han standser bilen på det eneste sted, som ikke er oplyst, fordi pæren i gadelygten er defekt.

Da de fire syriske flygtninge stiger ud i morgenmørket, gør menneskesmugleren det samme. Men kun for hurtigt at tage deres sparsomme bagage ud, hvorefter han blot et halvt minuts tid senere atter sætter sig ind i bilen og kører væk med slukkede lygter.

300 euro per mand

Kursen er for ham igen sat mod Milano og, måske, endnu en økonomisk lukrativ tur nordpå mod Kolding med et nyt hold nervøse asylansøgere med drømmen om en ny tilværelse.

Den unge syrer afslører, at de har givet 300 euro hver for turen. Dermed er prisen for at tage turen mellem Milano og Kolding faldet drastisk, idet det for få uger siden, ifølge BTs oplysninger, kostede helt op mod 800-1.000 euro og altså da var en endnu mere guldrandet, illegal forretning.

Men den kyniske menneskesmugler kan – selv med den nye og betydeligt lavere pris – stadig skumme fløden og stikke cirka 1.000 euro i lommen til sig selv for godt et døgn på motorvej E45.

På vej mod Sandholm

Da de fire syriske flygtninge har sundet sig en smule, strakt benene og fået lov at låne toilettet på det nærliggende Hotel Saxildhus ved siden af banegården, går de ind i ventesalen for at købe billet mod København.

Men det lykkes ikke i første omgang, fordi automaten ikke modtager euro. Den unge mand, som er den eneste af de fire, der er i stand til at kommunikere på engelsk, får sammen med sine tre ældre rejsefæller derefter hjælp af kvinden bag disken i 7Eleven-forretningen, hvor de kan købe billetter for en del af deres medbragte valuta, som udelukkende er euro.

Til sidst får de købet på plads, og de står med hver sin billet i hånden med hjemmel til at køre strækningen Kolding-København. Herfra er det planen at finde videre det sidste stykke mod Center Sandholm, som de har hørt om, men ikke aner hvor ligger.

- Min mor og mine to brødre og fire søstre er stadig i Syrien. Vi håber bare på at kunne blive her og få vores familie herop engang, siger den unge syrer til BT, inden han som den sidste af de fire klokken 6.09 tager de to trin op og ind i toget mod København og håbet om en ny fremtid.