Da Ole Kassow onsdag morgen cyklede forbi en københavnsk skole, kunne han ikke lade være med at stoppe op, tage et billede og dele det på Twitter.

- 7.58 denne morgen ved en københavnsk skole. 99 % ankommer på cykel eller gåben. Ingen stoppen for biler. Det kan jeg lide, skrev han til billedet.

Lige siden er tweetet blevet hyldet i udlandet for at være billedet på en civiliseret by, hvor børn blandt andet ikke bliver kørt til skole.


Er du på mobilen, så se billedet her.

En af dem, der har kommenteret billedet er den svenske Twitter-bruger Jennie.

- Det er dette, jeg også ønsker at se i Sverige (Malmø)! Cykelsti til skolerne og forbud mod biler. Vidunderligt!, skriver hun i sin besked til Ole Kassow, der også er initiativtager bag det frivillige initiativ 'Cykling uden alder' i København, der giver ældre på byens plejehjem en mulighed for at få vind i håret og komme ud og opleve byen fra cykelstierne.

Billedet er ikke kun nået over sundet til Sverige. Det er også nået til England.

 - En smule som i England. Åh nej, vent, det er det ikke, vi er virkelig dumme i England, så vi kører i stedet, skriver Twitter-brugeren boychicken.


 
Også brugeren Philip Insall hylder billedet.

- Ja, dette er testen og definitionen på en civiliseret by, skriver han.