Mens den blå himmel sporadisk titter frem mellem mørke skyer i det østlige Danmark, har Syd- og Sønderjylland, Fyn og senest det vestlige Sjælland været og er stadig mål for kraftige skybrudsagtige regnskyl, hvor himlen åbner sig og i korte intervaller sender kloakker og havedræn på overarbejde.

I Ringe på Midtfyn, hvor der hver fredag er torvedag, måtte både de forretningsdrivende og kunder søge ly i en vis fart, da sluserne fredag sidst på formiddagen endnu en gang åbnede sig og standsede al handel for en stund.

SE BILLEDERNE: Skybrud over Danmark

Uvejret breder sig fra vest mod øst og forventes at nå Københavns-området omkring middagstid. Men det betyder ikke, at den kraftige nedbør dermed er forbi for denne gang.

Ifølge TV2 Vejret kan der fredag aften nemlig komme endnu mere intens regn lokalt. Som det har været tilfældet først på dagen, vil der være meget stor forskel på mængden af nedbør alt afhængig af, hvor man befinder sig i landet.