Se billederne: Herning går amok i pink
På lørdag går starten på Giro d’Italia 2012 – i Herning. Og allerede nu er byen gået amok i lyserødt
På lørdag går starten på Giro d’Italia 2012 – i Herning. Og allerede nu er byen gået amok i lyserødt
Lyserøde cykler, lyserøde huse og lyserøde tulipaner i blomsterbedene. Giro d’Italia har for alvor sat sit præg på Herning, hvor stemningen blandt indbyggere og cykelfans er forventningsfuld og spændt.
Der er lagt op til en kæmpemæssig dansk sportsbegivenhed, når verdens bedste cykelryttere på lørdag stiger op på cyklerne og blæser Giro d’Italia 2012 i gang. Allerede nu summer Herning og omegn af spænding, og det ses tydeligt i bybilledet.
- Det er helt vildt. Butiksvinduerne er lyserøde, der er pink trusser i lingeri-butikkerne, der er lyserøde flag i vinduerne, og der er sågar en privat bolig nede centralt i midtbyen, hvor manden har malet huset lyserødt.
Vi er klar til folkefest - hele omegnen er klar til folkefest. Hundredvis af privatpersoner, foreninger og virksomheder har taget et lyserødt initiativ. Det er fantastisk imponerende, siger Hernings borgmester, Lars Krarup.
Forberedelserne og opbygningen frem til fredagens startskud har været længe undervejs, og specielt i de sidste dage har byen været på den anden ende.
- Bybilledet er levende, der er masser af mennesker.
Turisterne er begyndt at komme til byen nu, og de forskellige holdbusser er ankommet de sidste dage - jeg har for eksempel lige set Team Saxo Banks lastbil ved Scandic Hotel.
- Der hænger sågar helikoptere i luften fra andre landes medier, så der sker virkelig noget i øjeblikket, siger Lars Krarup.
Den store tilstrømning af udenlandske medier, turister og cykelhold har givet anledning til ekstra trafik og virvar i Herning. Og selvom det i få tilfælde har resulteret i knotne borgere, er langt de fleste blomstret op i det gode vejr og har taget godt imod gæsterne.
- Det er jo fantastisk for Herning og alle oplandsbyerne, at vi står for Giro-starten. Der er skabt en fantastisk kulisse, så vi glæder os til at vise, hvad vi kan, når det hele løber af stabelen, siger Lars Krarup.