SAS forventer, at kabinepersonale lørdag eftermiddag vil genoptage arbejdet efter et møde med fagforeningen for kabinepersonalet, CAU, lørdag.

Ifølge SAS har Dansk Arbejdsgiverforening og FTF på et fællesmøde, hvor SAS og CAU var til stede, underskrevet et referat, der pålægger CAU at få deres medlemmer til at genoptage arbejdet seneste klokken 16.45 lørdag.

»Såfremt SAS ser, at trafikken normaliserer sig fra nu og frem til klokken 10 søndag, er SAS klar til at begynde forhandlinger i morgen søndag klokken 10,« skriver SAS i en pressemeddelelse.

Konflikten mellem SAS og selskabets kabinepersonale udspringer af, at selskabet har meddelt 137 ansatte, at de vil blive overflyttet til det nyerhvervede datterselskab Cimber.

De berørte ansatte frygter, at de vil medføre en dårligere overenskomst.

Fredag afholdt CAU, kabinepersonalets fagforening, et medlemsmøde, der udviklede sig til et fagligt møde, hvorefter kabinepersonalet nedlagde arbejdet.

BNB