SAS aflyser 60 afgange og suspenderer 20 medarbejdere for at true kolleger til at udeblive fra tjeneste efter en arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet.

En arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet hos SAS betyder, at flyselskabet aflyser 60 flyafgange, skriver dr.dk.

Kabinepersonalet nedlagde arbejdet fredag formiddag, fordi 12 fly og 147 medarbejdere fra søndag overflyttes til datterselskabet Cimber.

Ifølge pressechef i SAS Trine Kromann er man i fuld gang med at ombooke passagerer på de berørte afgange og vil refundere aflyste fly.

Kabinepersonalet har fredag holdt vagt flere steder i lufthavnen og forsøgt at overbevise kolleger på vej på job om, at de skal støtte op ved at nedlægge deres arbejde.

SAS kontaktede politiet for at forhindre, at flere tilsluttede sig, og nu er i alt 20 medarbejdere blevet suspenderet.

»Vi har suspenderet nogle medarbejdere, som har truet kollegaer til at udeblive fra tjenesten,« siger Trine Kromann til dr.dk.