En dansk SAS-pilot tjente i gennemsnit en månedsløn på 91.400 kroner i 2009.

Det er det svenske erhvervssite DI.se, der har regnet sig frem til, at de danske SAS-ansatte førte an i lønfesten. Deres norske kolleger tjente 76.750 kr., mens en svensk SAS-pilot fik 69.450 kr. om måneden. Hos kabinepersonalets fagforening FTF afviser formand Bente Sorgenfrey påstanden om de høje SAS-lønninger, som hun kalder en myte.

- Engang for 30 år siden var SAS et luksusselskab, men de gyldne vilkår i Inge Correll og Carlzons tid er for længst forbi. Der er desværre stadig mange myter om, at de her mennesker er meget godt lønnet, men det er ikke et billede, jeg kan genkende, siger Bente Sorgenfrey, formand i FTF.

- Jeg har været sammen med kabinepersonalet til forhandlinger de seneste mange år, og der er det kun gået ned ad bakke. Sammenlignet med 2001 er de gået 20 pct. ned i løn og 20 pct. op i arbejdstid, og det er ikke længe siden, at de sidst gik med til at aflevere en halv månedsløn i november i år og til næste år, siger Bente Sorgenfrey.

Hun oplyser, at lønnen for en SAS-stewardesse i dag ligger mellem 18.900 og 31.600 kr. I gennemsnit er kabinepersonalet i SAS 43 år, har fløjet i ni år og tjener 28.700 kr. Til sammenligning var lønniveauet i Norwegian i marts 2011 på 24.200-34.000 kr.