Begrebet 'curlingforælder' har de seneste dage fået en renæssance, efter at bekymrede mødre i flæng har kontaktet Roskilde Festival for at gøre opmærksom på de forhold, deres poder fester under.
'Nu har de intet sted at være og beskeden er, at de må vente til kl 22 andre siger kl 24, til de får en plads. De er våde og frysende og det er bare ikke i orden!' skrev Jane Gissel Olsen blandt andet på Roskilde Festivals Facebook-side, hvorefter hun hurtigt blev kaldt et eksempel på tidens tendens til, at forældre tager selvstændigheden ud af deres børn og brokker sig på deres vegne. De såkaldte 'curlingforældre', der fejer alle forhindringer væk.
Men findes 'curlingforældre' overhovedet? Nej, siger professor i udviklingspsykologi Dion Sommer, der har undersøgt 4.500 danske forældre og i en artikel hos Jyllands-Posten fortæller, at der er tale om så få promiller, at man ikke kan blæse det op til at blive den tendens, som det udnævnes til i både de etablerede medier og på de sociale medier.
BT har været i kontakt med nogle af de forældre, der tidligere er blevet udråbt til at være curlingforældre, for at høre, om de bakker Dion Sommer op. Om de selv findes eller ej.
En af dem er Sanne Kirchmann, der i 2015 valgte at kommentere et Facebook-opslag, hvor skuffede forældre rasede over en gratis 'Frost'-koncert på Gammeltorv i København. Her skulle sangerinderne Maria Lucia og Kristine Yde, der lægger stemmer til Disney-filmens hovedpersoner, synge for de mange fremmødte danskere. Men der var alt for mange fremmødte, og kun de færreste forventningsfulde små børn kunne se scenen med idolerne. Og Sanne Kirchmanns datter var ikke en af de heldige, hvorfor hun sendte en besked i arrangementets retning, hvor hun klagede over forholdene.
»Og så var jeg pludselig curlingmor,« sukker Sanne Kirchmann over for BT.
»Det mener jeg ellers ikke, jeg er. Måske kører jeg mine børn til og fra skole i tide og utide, når de ikke lige gider at gå. Men det er nok mere sørgeligt, end det er 'curling',« siger hun med et smil.
Hun giver ikke professor i udviklingspsykologi Dion Sommer helt ret i, at der ikke er så mange curlingforældre, som man kan få indtrykket af, når man læser nyheder.
»Der er bare ikke mange, der tør råbe højt om det. Fordi man er bange for at blive peget fingre ad og sat i bås som 'curlingmor', når man bare gerne vil det bedste for sine børn. Det er svært at finde balancen mellem almindelig omsorg og det stadie, hvor man bliver kaldt 'curlingmor',« siger hun.
Hun kan mærke i sin omgangskreds, at der er en berøringsangs omkring emnet, fordi mange er så hurtige til at pege fingre.
»Lad os sige, at 'Frost'-koncerten havde været en fodboldkamp på storskærm, hvor halvdelen af de granvoksne mænd ikke havde kunnet se eller høre noget. Så havde der nok også været ramaskrig på Facebook, men den efterfølgende debat havde ikke være lige så stor, fordi mændene selv ville brokke sig. Men fordi der var små børn indblandet (i sagen om 'Frost'-koncerten, red.), blev forældrene nødt til at være deres stemme, og så kunne man pludselig pege fingre ad dét,« siger Sanne Kirchmann.
Selvom hun ikke selv mener, hun er curlingmor, så anfægter hun ikke fænomenets eksistens. I den aktuelle sag om de unge Roskilde-gæster stiller hun sig gerne i koret af dem, der mener, at den er 'komisk og til at grine ad', og at de pyldrede mødre er curlingforældre.
»Unge mennesker må selvfølgelig gerne ringe hjem og græde, fordi de ikke har noget sted at slå deres telt op. Men var det min datter, havde hun fået at vide, at så måtte hun da komme hjem. Den havde jeg altså ikke smidt andre steder. Hvis de unge mennesker ikke er gamle nok til at tage konflikten selv, så er de ikke gamle nok til at tage på festival,« siger hun.
