Saltholm-øen bliver fredet for fugle

Miljøminister Ida Auken indfører et forbud mod jagt på fugle på dele af øen Saltholm i Øresund.

Øen Saltholm, der ligger i Øresund øst for København, bliver et af EUs største fuglereservater.

Miljøminister Ida Auken (SF) indfører 4. januar et jagtforbud, der omfatter alle fugle på en række »vigtige« områder på den privatejede ø. Forbuddet gælder blandt andet edderfugl, mosehornugle, brushane og skeand.

»Saltholm er utrolig vigtig for en lang række ynglefugle og trækfugle, og med sine lavvandede områder og smukke strandenge er øen et sandt paradis for brushane, havterne, klyde og rørhøg. Vi har en forpligtelse til at stoppe arternes tilbagegang, og det kræver nogle gange, at vi ikke ryster på hånden, men handler. Det her vil gavne fuglelivet i hele Øresundsregionen, for Saltholm er en vigtig rasteplads for fugle, der flyver langs Øresund,« siger Ida Auken i en pressemeddelelse.

Både Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund støtter ændringerne, der også strækker sig ud i en del af farvandet syd for Saltholm.

»I DOF er vi glade for, at det er lykkedes at komme i mål med en revideret fredningsbekendtgørelse for Saltholm. Helt specifikt er det et stort skridt fremad med jagtbegrænsningerne på Saltholms sydlige landarealer og sejlads-og færdselsforbuddet hele året rundt mellem Saltholm og Peberholm,« siger DOFs formand, Egon Østergaard.