Klar, parat, salt. I Vejdirektoratet og landets kommuner har man fyldt saltdepoter op for millioner og er dermed klar til vintersæsonens glatte veje.

Sne, slud og frost vil i de kommende måneder bide sig fast i de danske veje, cykelstier og fortove. Men landets største kommuner samt Vejdirektoratet har forberedt sig ved at købe ind for millioner af kroner salt. Det sker særligt efter lærestregen fra 2010, hvor en usædvanlig hård vinter tømte store dele af landets saltlagre.

I Vejdirektoratet bruger man 25 millioner kroner på 60.000 ton salt til 3.800 kilometer motorveje og større forbindelsesveje. Derudover er der 68.000 kilometer kommunalveje, der skal saltes.

»I de sidste ti år har vi på statsvejene i gennemsnit brugt 60.000 ton salt, mens kommunerne har brugt omkring 240.000 ton salt,« siger fagkoordinator i Vejdirektoratet Freddy Knudsen.

Han tror ikke på en gentagelse af 2010, hvor landets saltdepoter løb tør.

»Vi har taget ved lære af det og fået skabt større lagre til vores saltbeholdning. Men vi kan stadig godt løbe tør, hvis vi for eksempel får snevejr 14 dage i streg,« tilføjer han.

Vejdirektoratet har siden starten af oktober allerede været ude med saltvognene seks gange, hvor Svingbroen over Næstved Kanal og Vejles motorvejsbro ved Elbodalen har fået strøet salt.

På en hel sæson plejer Vejdirektoratets vogne at være ude 100 gange, men vinteren er ifølge Freddy Knudsen indtil videre 25 procent mildere mod de danske veje.

Hvor Vejdirektoratet står for motorveje og indfaldsveje, er derimod kørebaner, cykelstier og gangarealer kommunernes ansvar. I landets største kommune, København, bruger man tre millioner kroner på salt. Det viser en undersøgelse af saltforbruget i landets største kommuner foretaget af Berlingske Research.

Hovedstadens medarbejdere og entreprenører har været klar siden 14. oktober med saltdepoter fyldt op med 1.800 ton vejsalt, hvilket svarer til en tredjedel af saltforbruget i løbet af en gennemsnitsvinter.

»Såfremt vintervejret fortsætter som nu, forventer vi at overholde budgettet og dermed gå i nul. Dog kan større snefald ændre dette billede, da de er meget omkostningstunge,« skriver kommunikationschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning Lasse Meldgaard Bloch i en skriftlig kommentar.

Også i Aarhus Kommune er man godt forberedt på vejrgudernes lune og har fordelt 3.000 ton salt i kommunens tre depotlagre.

»Ved en gennemsnitsvinter bruger vi 3.000 ton salt svarende til 1,2 millioner kroner, men sidste år brugte vi 5.000 ton salt,« skriver Jens Bruun Jensen fra Trafik og Veje i Aarhus Kommune i en e-mail.

I Kolding Kommune blev der i 2012 strøet 6.785 ton salt svarende til 2,67 millioner kroner. Og ved starten på den kommende vintersæson er der 100 ton salt på lager.

»Med hensyn til, hvad vi regner med at bruge i denne sæson, er det meget svært at sige. Hvis man sammenligner med sidste års vinter lå saltindekset på 160, hvilket groft vil sige, at man har brugt 60 procentpoint mere salt end på en normalvinter. Med udgangspunkt i det så forventer vi at bruge mindre,« siger Rasmus N. Bonde, vejingeniør i Kolding Kommune, i en skriftlig kommentar.