Ejerne af den succesfulde butikskæde Normal har i de seneste uger siddet i forhandlinger om at sælge ud af forretningen. Forhandlinger, der nu er gået i vasken - og det ærgrer medejer og Bestseller-milliardær, Anders Holch Povlsen.

Det skriver Børsen.

Anders Holch Povlsen ejer 47 procent af aktierne i Normal, og ifølge ham har kapitalfonden Nordic Capital haft muligheden for at købe sig ind i Normal - men forhandlingerne endte blindt, fordi nogle ikke havde forberedt sig grundigt nok.

»Der er nogle, der ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok. Der er nogle, som ikke har kunnet gennemføre aftalen på det grundlag, som jeg tror den øvrige ledelse og de øvrige partnere mener, at der var aftalt. Sådan hænger det sammen,« forklarer Anders Holch Povlsen til Børsen.

Ifølge Børsen var en aftale til flere milliarder mellem parterne ellers næsten på plads, da det hele pludselig gik i stå.

Anders Holch Povlsen forklarer, at det ikke var ejerne bag normal, der var imod gennemførelsen af en ny investering - men at det derimod var modparten. Direkte adspurgt af mediet vil han dog ikke nævne, hvorvidt han mener, det er Nordic Capital, der ikke har gjort sit hjemmearbejde.

Bestseller-milliardæren understreger dog, at Normal ikke har et behov for at sælge, men nu blot vil fortsætte driften sammen med de andre ejere af Normal.

Butikskæden åbnede sin første filial i Silkeborg i 2013, og har opnået stor succes ved at importere kendte mærker af dagligdagsprodukter, som butikken herefter sælger billigt. Kæden har mange produkter fælles med Matas, som den seneste tid har lidt under dårlige salgstal.

Anders Holch Povlsen er Danmarks næstrigeste mand og er manden bag Bestseller-imperiet, der rummer flere kendte tøjmærker som Vero Moda og Jack & Jones.