Hvis du har dit hjerte kært, så hold dig langt fra det ulovlige kosttilskud Jack3D, advarer Fødevarestyrelsen.

Det kan få alvorlige konsekvenser for helbredet og i værste fald være livsfarligt at eksperimentere med ulovlige kosttilskud, som kan købes på udenlandske hjemmesider.

Senest har Fødevarestyrelsen fundet stoffet 1,3-dimethylamylamin i produkter, som kan købes på udenlandske hjemmesider, og som sælges under navne som Jack3D, Oxyelite Pro, BSN Endoburn NT og 1.M.R Powder.

1,3-dimethylamylamini er på Anti Doping Danmarks dopingliste, og er mistænkt for at kunne give både hjerneblødninger og hjerteproblemer.

Det markedsføres især over for personer, der dyrker bodybuilding og fitness eller folk, der vil tabe sig. Men Fødevarestyrelsen advarer i en meddelelse forbrugerne mod produkterne og opfordrer alle, der har købt produkterne, til at kassere dem.

De hjemmesider, der markedsfører produkterne er tilsyneladende registrerede i udlandet og er derfor ikke underlagt de danske myndigheders kontrol.

Fødevarestyrelsen vil orientere relevante udenlandske myndigheder om salget.

1,3-dimethylamylamin, der også markedsføres under navne såsom methylhexaneamine, dimethylpentylamine og pentylamine, er i udlandet mistænkt for at have forårsaget akutte alvorlige skader på hjertet samt i ét tilfælde hjerneblødning.

Stoffets effekter er ikke fuldstændigt undersøgt. Muligvis forstærker samtidig indtagelse af koffein effekten af 1,3-dimethylamylamin.

/ritzau/