Lors Dukajev, manden der nu er mistænkt for at stå bag eksplosionen på Hotel Jørgensen i København, er et af de mange børne-krigsofre fra den første Tjetjeniens-krig.

- Han var sådan en sød, lille dreng, fortæller Lobov Krsjisjanovskaja til DR Nyheder.

Efter det i dag er lykkedes politiet, at fastslå den anholdtes identitet som Lors Dukajev, en 24-årig tjetjensk amatørbokser bosat i Liege i Belgien, så pibler oplysningerne nu frem.    

Lobov Krsjisjanovskaja mødte ham på hospital nr. 9 i Grosnij, hovedstaden i Tjetjenien, da han som bare ti år gammel havde trådt på en mine i familiens baghave.

Han var indlagt med svære skader. Den højre fod måtte amputeres, og også den venstre krævede operation.

Lors og hans mor blev af hjælpeorganisationen, Ruslands Børnefond, inviteret med til en tre ugers rekreationsferie i Norge, hvor Lors gjorde et vældigt godt indtryk på Lobov Krsjisjanovskaja.

- Han var så rolig og behagelig at være sammen med, fortæller hun.

Og hun ryster lidt på hovedet, da hun får præsenteret politiets billede af den 24-årige Lors i dag:

- Han så noget rarere ud, dengang jeg kendte ham, siger hun.

/ritzau/