Præstø-ulykken: Mens mandskabet kæmpede for at redde efterskoleelever op af vandet, dukkede et kendt ansigt pludselig op i den ene helikopter
Helikoptermandskabet øjnede en ubevægelig krop i vandet. Endnu en efterskoleelev blev hejst fra det iskolde vand op i redningshelikopteren, der hang over Præstø Fjord. En ung kvinde. Drivvåd og bevidstløs. Med lyst hår, tynde bukser, en trøje og en vindjakke.Hun var bleg, hendes øjne var livløse, og Søren Dreisig begyndte at give hjertemassage. Mens han kæmpede for at få liv i den spinkle krop, slog tanken ham: 'Jeg har set hende før.'
Han skubbede tanken væk. Der var ikke plads til den under den indædte kamp mod tiden for at få alle de kæntrede unge reddet, før vandet og kulden stjal dem.
Først senere fik Søren Dreisig bekræftet, at det var hans egen niece, Signe Dyhrberg Jensen, som han havde reddet. Han kunne næsten ikke genkende hende, da hun lå foran ham i helikopteren.
Søren Dreisig (41) er radiooperatør på en af forsvarets redningshelikoptere. Da han lettede med kurs mod Præstø fredag den 11. februar, anede han ikke, at missionen skulle blive en af de største, han har oplevet i sine 20 år i eskadrille 722. Mindst af alt vidste han, at han skulle hjælpe sin egen niece tilbage til livet.
Det var alvor
Mandskabet fik kun sparsomme meldinger, da de fløj mod Præstø. 14-17 mand i vandet, lød beskeden.
Oftest når helikopteren kun lige ud til stedet, før folk er kommet sikkert op af vandet igen. Men ikke denne gang. En dragebåd fra Lundby Efterskole var kæntret.
Det var alvor. - Vi var klar over, at de ville være ilde stedte, hvis de skulle ligge længe i vandet med de lave temperaturer, fortæller Søren Dreisig.
Da helikopteren nåede Præstø Havn var der roligt. Ingen mennesker at se i vandet. Men små både sejlede med blå blink ud mod fjorden. Midt ude i fjorden så helikoptermandskabet de første fire skikkelser i vandet.
Skal gå stærkt
'Satan, det her ser ikke godt ud,' var Søren Dreisigs første tanke.
Sammen med sine kollegaer fik han hejst de første to op. En dreng og en pige, der fik hjertemassage, imens en anden helikopter samlede de to andre op. De blev fløjet direkte til Rigshospitalet, mens de to i Dreisigs helikopter blev fløjet til ambulancer på havnen. Imens samlede en redningsbåd to mere op.
I alt seks elever var reddet fra vandet. Men meldingen om 14-17 mennesker pressede redningsmandskabet.
- Det skal gå stærkt, når folk er i vandet, og vi anede ikke, hvor længe de havde ligget der. Så vi var under et enormt tidspres for at få dem op og hurtigt begynde hjertemassage, fortæller Søren Dreisig, der blev frustreret over at se, hvor lidt tøj de unge havde på.
- Jeg tænkte: For pokker - de er da ikke sejlet ud i det her?
Meldingerne fløj over radioen. Flere spørgsmål end svar. Ingen vidste, hvor båden var kæntret, eller præcis hvor mange, der skulle bjærges.
Søren Dreisigs helikopter spottede dragebåden og årerne, der var begyndt at drive mod land. 50-100 meter nord for båden lå en krop i en svømmevest. Det skulle vise sig at være Sørens niece.
Lignede Signe
- Det lignede hende. Men jeg var ikke sikker. Folk ser anderledes ud, når de er livløse og har ligget i vandet. Så tanken blev liggende i baghovedet, mens jeg fortsatte med hjertemassage. Vi vurderede, at hvis hun skulle have en chance, så skulle hun flyves direkte til Rigshospitalet, siger Søren Dreisig.
Helikopteren samlede yderligere to bevidstløse efterskoleelever op fra havnen og fløj alle tre til Rigshospitalet, mens tre andre helikoptere og både fortsatte eftersøgningen i fjorden.
Efter at lægerne havde overtaget de tre unge, skulle helikopteren tanke brændstof i Roskilde. Mandskabet fik besked om, at alle var samlet op.
Lagde to og to sammen
Pigens ansigt var stadig i radiooperatørens hoved. Han ringede til sine forældre, men telefonen blev ikke taget. Han var usikker på, hvilken efterskole niecen gik på. Var det Lundby Efterskole? Helikopteren blev kaldt tilbage til Præstø, hvor idrætslærer Michael Jørgensen stadig ikke var fundet. Eftersøgningen fortsatte så længe, som det var muligt at se noget.
Da Søren Dreisig kom tilbage til stationen, lå der en besked på hans telefon. Hans niece havde ganske rigtigt været med i ulykken.
- Så kunne jeg jo godt lægge to og to sammen. Min fornemmelse sagde, at det var hende, men det lykkedes mig at abstrahere fra det, indtil jeg fik vished for, at det var hende. Men så begyndte det også at rumstere i mit hoved, siger Søren Dreisig, der tog hjem til sin familie.
Stolt over indsatsen
- Min søster er glad for, at jeg var ved Signe i de 50 minutter i helikopteren. Hun blev fragtet rundt af alle mulige mennesker hele den eftermiddag. Så det, at der havde været nogen ved Signe, der kendte hende, det betød meget for hendes mor.
Vi ved jo ikke, hvor meget folk kan sanse, selvom de er livløse. Måske kunne hun mærke eller føle et eller andet, siger Søren Dreisig, der har besøgt sin niece på hospitalet og set med egne øjne, at hun får det bedre og bedre. 11. februar var »en skidt dag i helikopteren«, men Dresig er ved at briste af stolthed over den indsats, der blev udført i fjorden.
- Det er den mest voldsomme og tragiske hændelse, som jeg har været med til.
- Det var en kæmpe oplevelse på en lidt negativ måde. Der var et enormt pres. Men jeg er helt vildt stolt af at være en del af eskadrillen og af mine kollegaer. Folk knoklede virkelig. Det var et kæmpe stykke arbejde, der lykkedes. Og det giver stor tilfredshed at høre, at de alle får det bedre.
Redningsaktionen i Præstø Fjord på Sydsjælland foregik eksemplarisk. Flere af eleverne var, teknisk set, døde, da et kæmpe team hentede dem tilbage til livet. Syv af de 13 elever blev lagt i kunstig koma. Heriblandt Søren Dreisigs niece. Alle er i bedring.
En af de 15 personer om bord på båden, idrætslærer Michael Jørgensen, savnes stadig.
