- De er sgu’ ligeglade med mig.

Sådan tænker Thorsten Westphal nogle gange, når modgangen rammer, og mistroen farver hans blik sort. Han tænker det om andre mennesker, om Forsvaret og om samfundet i det hele taget.

Thorsten Westphal er krigsveteran fra Balkan, og i mere end 15 år har han levet med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). I mange af disse år har hans hverdag været fyldt med angst, depression, medicin, alkohol, vold og afmagt.

- Jeg har fået nogle psykologtimer og en masse medicin, men ellers har jeg ikke rigtigt kunnet bruge Forsvaret til noget. De sender én i nogle forløb, som varer en måned eller to, og så står man igen der, siger Thorsten Westphal om det svigt, han mener skete, da han som ung veteran vendte hjem fra krigen, og svigtet i de svære år der fulgte.

Kæmper stadig mod dæmonerne

Hvordan heler man egentlig de sår på sjælen, som krigens rædsler giver? Thorsten kender ikke svaret. Men efter han røg igennem samfundets sikkerhedsnet og i mange år famlede rundt i blinde, valgte han at vende ryggen til systemet.

For omkring et år siden begyndte Thorsten i alternativ terapi hos en psykoterapeut. For der er brug for rigtig terapi, som går i dybden. En behandling som er mere permanent, fortæller han.

For Thorsten har terapien gjort, at han kunne droppe den antidepressive medicin, og håbet er, at han en dag kan blive helt rask. Indtil da har han gjort det til sin mission at hjælpe andre krigsveteraner med PTSD. På en måde har Thorsten og hans diagnose indgået et forlig.

- Jeg dyrker ikke min PTSD, men jeg giver folk nogle svar, når de henvender sig. Folk henviser andre veteraner til mig, som om jeg var en slags ekspert på området. Det er jeg nok ikke, men jeg kan da hjælpe folk lidt på vej, siger han.

Lever i parallelsamfund

Sammen med en anden krigsveteran har Thorsten sat sig for at lave et bofællesskab i Sønderjylland med permanente boliger til både syge og raske veteraner. For ifølge ham er der mange veteraner, der som ham har det svært med minderne fra krigene.

- Vi gør det for at skabe det kammeratskab, som man savner, når man kommer hjem fra krigen. Det kan godt se ud som om, vi forsøger at lave et parallelsamfund – men det har vi faktisk allerede. Mange veteraner sidder bare alene hjemme i deres stuer og kigger ind i en væg. Det duer jo ikke, siger Thorsten Westphal.

Fakta: Diagnosen PTSD

Posttraumatisk stresssyndrom har været kendt i mange år. Omkring Første Verdenskrig blev den kaldt for granatchok, og efter Vietnamkrigen opnåede amerikanske forskere stor indsigt i lidelsen. PTSD er en langvarig og ofte kronisk tilstand, der opstår hos personer, som har været udsat for traumatiske oplevelser. Det kan f.eks. være i forbindelse med krig, ulykker, vold, overgreb eller incest.

Symptomerne på PTSD kan minde om dem, man får ved en depression, og ofte kan PTSD også udløse en depression. Posttraumatisk stresssyndrom medfører ofte angst, tilbagevendende mareridt, en konstant vagtsomhed, problemer med hukommelsen, personlighedsforandringer, søvnforstyrrelser og social fobi.