Øverst ses det lys, som meteoren gav, da den brød igennem atmosfæren på sin vej ned mod Jorden.

Forskere håber, at meteorit er landet på det nordøstlige Sjælland. Se her, hvad du skal lede efter.

København: Sent lørdag aften blev himlen over Danmark lyst op af en meteorit, der bragede gennem jordens atmosfære, og ifølge Geologisk Museum sandsynligvis er landet et sted på det nordøstlige Sjælland.

Selv om meteoritter ser meget forskellige ud, er det ifølge Geologisk Museum muligt at opstille nogle typiske træk. Se her, hvordan man kan kende en meteorit:

* Den vil umiddelbart minde om en sten, men vil sandsynligvis være tungere. Jernmeteoritter er med en vægtfylde på 8-9 g/cm³ over dobbelt så tunge som tilsvarende almindelige sten.

* Den vil have en sort smelteskorpe og afrundede former .

* Meteoritten tiltrækkes af magnet.

* Friskfaldne jernmeteoritter har en karakteristisk nubret struktur med bløde fordybninger og knopper. Hvis de har ligget længe på jorden, vil de blive gennemtærede af rust og kan derfor være svære at kende.

Kilde: Geologisk Museum

/ritzau/