I en redegørelse i Barfoed-sagen fortæller boligselskabet PrivatBo nu i detaljer, hvordan det gik til at den konservative partiformand Lars Barfoed fik en attraktiv Frederiksberg-lejlighed i en ejendom, PrivatBo administrerer for Frederiksberg Boligfond.

Her er sagsforløbet ifølge PrivatBos redegørelse:

25.10 2012

Den første kontakt kommer fra det konservative Folkepartis generalsekretær Martin Dahl (MD) - han ringer på vegne af Lars Barfoed til den lokale vælgerforeningsformand på Frederiksberg, Claus Wagenblast-Franck (CWF), som er medlem af Frederiksberg Boligfonds bestyrelse. CWF ringer til formanden for Frederiksberg Boligfond (FB) Alfred Grinderslev (AG), der kontakter sin netværk på Frederiksberg. AG indvilger i at undersøge, om det vil være muligt at en af de lejligheder i Frederiksberg Boligfond, hvor der på grund af en høj husleje ofte ikke er den store interesse (det vil sige de nyrenoverede såkaldte paragraf 5 stykke 2-lejligheder) kunne være en mulighed. Derefter sender CWF sms til MD med kopi til AG, hvor han fortæller at FB vil undersøge, men ikke kan garantere, at der er ledige lejligheder.

1.11 2012

AG orienterer på et møde administrationschef Ulla Andersson (UA) fra PrivatBo om Lars Barfoeds interesse i eventuelt at leje en af de lejligehder. UA undersøger herefter om der p.t. er ’paragraf 5 stykke 2-lejligheder’ som ingen på ventelisterne har ønsket at leje. Samme dag svarer UA pr. mail AG, at der i købet af kort tid er to lejligheder ledige, som skal udlejes efter paragraf 5 stykke 2 - begge i ejendommen i Lineagården. Den ene af de to lejligheder er den, der senere bliver tilbudt Lars Barfoed. AG svarer samme dag UA via mail og giver udtryk for det lyder relevant. Også MD får beskeden.

2.11 2012

MD ringer til UA og får uddybet mulighederne for en lejlighed.

6.11 2012

MD meddeler UA, at Lars Barfoed er interesseret i at se lejligheden, hvis den kan overtages i en ikke al for fjern fremtid.

7.11 2012

UA oplyser MD om at lejligheden forventes klar til udlejning 15.12 2012. Samme dag bekræfter MD, at Lars Barfoed er interesseret i at se lejligheden en af de førstkommende dage.

9.11 2012

Lars Barfoed ringer til UA, og meddeler at han er intersseret i at leje lejligheden. Lars Barfoed ser lejligheden samme dag.

14.11 2012

UA sender mail til Lars Barfoed og meddeler ham, at udlejningen må sættes i bero, da svarfristen for en interesseret lejer internt i ejendommen endnu ikke er udløbet.

15.11 2012

UA meddeler Lars Barfoed, at lejligheden vil blive fremvist for den interesserede på den interne venteliste den 19.11 2012 med svarfrist onsdag 21.11 2012.

21.11 2012

PrivatBo modtager afslag fra den interne lejer, der alligevel ikke ønsker lejligheden, som den pågældende synes er for dyr.

29.11 2012

Der underskrives lejekontrakt med Lars Barfoed, som herefter kan flytte ind pr. 15.12 2012.