Pas på brændeovnen
Mange danske ødegårdsejere har brændeovne. De varmer effektivt huset op, men ifølge Beredskabsforbundet og Danske Torpare skal man følge nogle vigtige sikkerhedsregler.
Man skal holde fri plads omkring brændeovnen. Strålevarmen kan antænde pap, papir, møbler og lignende, selvom de ikke er i direkte kontakt med ilden.
- Det gælder også bagved brændeovnen. Nogle kan måske tænke, de kan få lidt ekstra plads ved lige at skubbe brændeovnen for tæt på væggen, men den går altså ikke. Og så er det lovpligtigt, at få godkendt installationen hos en skorstensfejer, siger Per Bonke, formand for foreningen Danske Torpare.
Man bør også jævnligt tjekke sin skorsten.
- Vi har set eksempler på at brande opstår, fordi man ikke kontrollerer den jævnligt og ikke får fejet den. Det bør man huske, siger Per Bonke.
En brand kan også opstå på baggrund af overophedning i selve brændeovnen.
- Man skal være varsom med hvad man fyrer med og at man ikke fyrer for hårdt. Det brænde man bruger skal være tørt. Vådt brænde skaber mere røg, hvilket også kan være farligt, siger Per Bonke.
Per Bonke forklarer desuden, at løs aske i brændeovnen kan være brandfarlig lang tid efter ovnen er blevet brugt.
- Der kan være gløder i asken i lang tid. Derfor må man heller aldrig støvsuge asken væk.
Han forklarer også, at bruger man gamle lamper, både elektriske lamper og olie- eller petroliumslamper, så bør man overveje at skifte dem ud med nye.
Beredskabsforbundet skriver desuden i en brochure, at man altid skal bruge gnistfang, hvis der er tale om en åben brændeovn. Sørg for at underlaget rundt om brændeovnen ikke kan brænde.
Havegrill
Beredskabsforbundet advarer også mod den populære havegrill. Den bruges ofte, men pas på. Græs og skovbund kan være knastørre i sommerperioden og tændes der først ild, så kan ilden "løbe" flere meter i minuttet henover det lange græs. Konsekvenserne kan være enorme.
Sørg for grillen ikke kan vippe og sæt den et sted, hvor andre ikke passerer hele tiden.
Den må ikke stå under et udhæng og der må ikke hældes tændvæske direkte på den.
Grillkul og cigaretskodder må IKKE smides i græsset. Det skal bæres væk i en metalspand.
Røg- og kuliltealarmer
Røg- og kuliltealarmer kan købes for nogle hundrede kr. stykket. Det er ikke meget, da de kan redde livet på dig og din familie.
Røgalarmen hyler som bekendt ved brand og røgudvikling.
Kuliltealarmen kan advare om store mængder kulilte i huset. Kulilte er en giftig gas, der dannes, når noget brænder. Den er lugtfri og særligt dødbringende, da man ikke kan mærke den, når man sover.
Selv når man er vågen kan man miste bevidstheden uden varsel.
Gassen kræver med jævne mellemrum dødsofre herhjemme. Oftest på grund af en tilstoppet skorsten, som forhindrer udluftning fra fyret. Langsomt mister man bevidstheden og til sidst dør man af forgiftningen. Det sker, selvom der ikke opstår brand i huset.
Derfor bør man købe sådan nogle alarmer og tjekke den hver gang man er på sin ødegård. Og lad være at købe den billigste.
- Vores eksperter forklarer, at man ikke skal nøjes med de skrabede alarmer. Den skal jo virke hele tiden, siger Per Bonke.
Danske Torpare tilbyder desuden danske ødegårdsejere kurser i brandslukning og forebyggelse.
