Nytårsaften byder på blæst, lavthængende skyer og regn, så det kan blive noget af en udfordring at dupere nabolaget med krudt og kugler.

Det lader til, at vejrguderne har tænkt sig at drille de mange, der nytåraften ønsker at sætte kulør på himlen ved hjælp af raketter. Vejret byder nemlig på blæst, regn og lavthængende skyer.

- Det med raketter, der stiger lige op og tager sig flot ud, bliver der ikke meget af. For det første blæser raketterne langt væk. For det andet kan skyerne ligge så lavt, at raketterne forsvinder op i skymasserne, og for det tredje kan der komme regn, som gør det mindre fornøjeligt at opholde sig udendørs, siger DMI-vagtchef Henning Gisselø, der dog er klar med en trøst:

- Det bliver et sted mellem fem og otte grader, så det er begrænset, hvor mange vanter, man behøver tage med ud, siger han.

Inden det bliver tid til nytårstale, endnu en genudsendelse af 90 års-fødselsdagen og affyring af raketter, byder weekenden på et regulært vejrskifte.

- Fredag bliver den sidste kolde dag i denne omgang. Så man kan sige, at vi går fra vintervejr til efterårsvejr, siger Henning Gisselø.

Fredagen byder på solskin og lave temperaturer.

- I løbet af eftermiddagen begynder det at myldre ind med skyer. Fredag aften kommer der nedbør. I begyndelsen kan det godt komme som slud, sne og isslag. Senere går det over i regn, siger han.

Lørdag og søndag når termometret op på fem-otte grader. De to dage byder på skyer, regnbyger og en frisk eller hård vind fra sydvest.