Prognoserne kan kun laves for hele kloden på en gang, fordi hele verdens vejr har indflydelse på vejret lokalt. Det er derfor, det kræver en enorm regnekraft at lave langtidsprognoserne.
Det amerikanske meteorologiske center NCEP (National Centers for Environmental Prediction) laver langtidsprognoser hver uge. Det europæiske center laver dem kun hver måned.
Prognoserne bygger på faktuelle registreringer af vejret ti dage tilbage. Herefter ændrer man minimalt på tallene, sådan så man sætter 40 beregninger i gang, med hver sit sæt startværdier som udgangspunkt.
En almindelig vejrudsigt, der rækker 1-5 dage frem, bliver udarbejdet ved, at meteorologerne ser på, hvad der sker i atmosfæren, i havene og på land, men man regner ikke videre på tallene.
Når man laver langtidsprognoser, så bruger man oplysninger om atmosfæren, om temperaturerne i havet og på land, og regner så videre på dem.
Resultatet af de 40 forskellige beregninger vil vise større forskelligheder, jo længere frem i fremtiden man ser. Men nogle beregninger vil lægge tættere på hinanden end andre, og de som lægger tættest, vil man se som udtryk for, at de viser den største sandsynlighed for, hvordan vejret vil udvikle sig.
Resultatet kan læses som, at i maj måned bliver vejret i gennemsnit 0,5-1 grad varmere end gennemsnitstemperaturen for maj. Nærmere kommer man det ikke. Man kan ikke se temperaturen for en enkelt dag.
