Den flyulykke ved Munkebo på Fyn, der i starten af september kostede et ældre tysk par livet, var så voldsom, at motoren blev separeret fra flyet og landede 50 meter væk fra skroget. Det viser en rapport om ulykkens omstændigheder, som Havarikommisionen i dag har offentliggjort.

Det tyske sportsfly af typen Robin DR-300 forulykkede torsdag d. 4 september, da parret ombord var på vej fra Endelave til Kertinge Mark, der ligger mellem Munkebo og Kerteminde, for at besøge et vennepar på Fyn.

Men noget gik galt under indflyvningen. Vidner, der så ulykken, har tidligere forklaret, at de så flyet foretage en drejning over Munkebo, hvorefter det drejede ud over vandet. Under manøvren kom den ene vinge i berøring med vandet, hvorefter flyet kæntrede i halvanden meter dybt vand i Kerteminde Fjord. Det er samme forklaring, som Havarikommisonen er kommet frem til i deres undersøgelse af ulykken.

I rapporten konkluderer kommisionen også, at flyet ramte vandet med så stor kraft, at det var umuligt for de to personer ombord at overleve på trods af, at de blev reddet i land kort tid efter flystyrtet og modtog førstehjælp på stedet.