Det bliver mildere i vejret de kommende dage, men hen mod weekenden tager minusgraderne over igen, ifølge DMI

Det er snart slut med sneen, der endnu engang har lagt et fint lag over det meste af Danmark. Kun lige natten til onsdag vil der, især i Midtjylland og Midtsjælland, falde lidt, men det er tøsne, der vil forsvinde hurtigt igen. Der vil være en del nedbør de næste par dage, men det meste skulle falde om natten, så vi om dagen måske kan få lidt opklaring i vejret. Men minusgraderne slipper vi ikke helt for endnu. 

- Den kommende uge står på temperaturer mellem fem og otte grader, men hen imod weekenden bliver det igen koldere og vi når under frysepunktet, siger meteorolog Frank Nielsen fra DMI.

Samtidig vil det være meget blæsende ugen igennem.

- Vi får en god kuling fra vest, så det kommer til at ruske lidt, siger Frank Nielsen. 

Man skal stadig også være lidt opmærksom på, om vejene kan være glatte om morgenen. Også selvom det om dagen når op over frysepunktet. Når vejene allerede er kolde efter de seneste par dages minusgrader, og hvis det er klart vejr om natten, kan det godt give islag rundt omkring.

- Man skal lige være lidt opmærksom i morgentrafikken. Det er noget lusket noget, det is, siger Frank Nielsen fra DMI.