- Vi har strammet reglerne for meget.

Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen om rygelovgivningen i sidste uge ved sin fars begravelse. Løkkes far, Jeppe Løkke Rasmussen, blev kort før sin død under en hospitalsindlæggelse sendt ud på gaden for at ryge sin sidste cigaret. Noget Lars Løkke fandt uværdigt for en døende mand.

Siden da har debatten raset på og facebook.

Et kig tilbage i tiden viser dog at under den tidligere borgerlige regering, som bl.a. havde Lars Løkke selv som minister,  blev rygeloven strammet flere gange.

I 2005 blev den daværende 'lov om røgfri miljøer' strammet således, at caféer og restauranter med synlig skiltning skulle vise, hvor det var tilladt for gæster at ryge. Loven blev vedtaget for at begrænse passiv rygning for ikke-rygere og ikke så meget for at få folk til at stoppe med at ryge. 

Tidligere begrænsede loven rygning på offentlige steder. Men man måtte stadig gerne ryge i rygerum og på specielle rygeområder. Man kunne derfor opleve, at rygerne sad i den ene ende af rummet, mens ikke-rygerne sad i den anden.

I 2007 blev den hidtil hårdeste stramning indført med rygeloven og reglerne for rygning blev yderligere skærpet. Det betød at det nu blev forbudt at ryge indendørs på offentlige steder som arbejdspladser, institutioner og lignende. Det vil sige alle offentlige og private arbejdspladser, grundskoler, caféer og restauranter, busser, tog og lignende.

Med den stramning ville folketinget undgå at folk blev syge af passiv rygning samtidig med at ingen ufrivilligt skulle udsættes for passiv rygning.  

Det var dog stadig tilladt at ryge på enkeltmandskontorer og på værtshuse under 40 kvadratmeter.

Specielt mange værtshusejere var utilfredse med stramningen, da de mente at det krænkede den private ejendomsret.

Begge stramninger i 2005 og 2007 blev vedtaget med brede flertal. I 2007 var det kun De Radikale der stod udfor, fordi de ikke mente at stramningerne var hårde nok.

I 2008 blev det ligeledes besluttet at sætte aldersgrænsen for at købe cigaretter op til 18 år. Igen blev loven vedtaget med et stort flertal i folketinget.

Under den nuværende regering blev rygeloven strammet i foråret. Her blev det besluttet at forbyde rygning på enkeltmandskontorer og at rygning blev forbudt på skoler både indendørs og udendørs for elever men også for ansatte.

Denne gang blev stramningen dog vedtaget med et meget snævert flertal og det var kun regeringspartierne og Enhedslisten der stod bag lovændringen.

Er rygeloven strammet for meget? Deltag i debatten herunder