Det brugerdrevne leksikon Wikipedia giver hæderkronede Encyclopedia Britannica baghjul i en videnskabelig undersøgelse af oplysninger om psykiske sygdomme. 

Wikipedia bliver ofte beskyldt for at være at være alt for upålidelig i forhold til officielle opslagsværker. Men nu viser en undersøgelse i tidsskriftet Psychological Medicine, at det store brugerdrevne leksikon er bedre end både Encyclopedia Britannica og en kendt lærebog om psykiatri, når det handler om at give korrekte og opdaterede oplysninger om psykisk sygdom, skriver Videnskab.dk.

- Wikipedia er mindst lige så god som andre informationskilder, når det gælder udvalgte emner inden for depression og skizofreni, konstaterer ph.d.-studerende Simon Hjerrild fra Center for psykiatrisk forskning på Aarhus Universitetshospital på baggrund af den nye forskning i et blogindlæg på Videnskab.dk.

Læs hele blogindlægget på Videnskab.dk: Hvad ved WikiPedia egentlig om psykisk sygdom?

I undersøgelsen skulle et ekspertpanel vurdere kvaliteten af tekster om depression og skizofreni, inklusiv fem underemner om hver.

For depression var underemnerne: antidepressiv medicin, selvmord blandt unge, ludomani og depression, bivirkninger ved elektrochok-behandling, fiskeolie mod depression og sammenhængen mellem ADHD og depression.

For skizofreni var de: Sammenhængen mellem hash og psykose/skizofreni, psykose, der begynder i barndommen, skizofreni og vold, bivirkninger ved antipsykotisk medicin og stigmatisering og skizofreni.

Læs også på Videnskab.dk: Wikipedia kan lære os at være kritiske

Ekspertpanelet, der kiggede på teksterne, fik ikke fortalt hvilke tekster der kom hvor fra. På den måde undgik man, at forskernes holdning til for eksempel Wikipedia betød noget for deres vurdering af teksten, forklarer Simon Hjerrild i sit blogindlæg.

Ifølge Simon Hjerrild, udpegede ekspertpanelet Wikipedias tekster som de mest præcise, de mest opdaterede og som de tekster med de bedste kildehenvisninger.

Til gengæld scorede Wikipedia lavt på læsbarhed, noget Simon Hjerrild mener skyldes mangel på rød tråd og rodet redigering, og som opstår fordi Wikipedias tekster har mange forskellige forfattere på samme tid.

Simon Hjerrild mener dog ikke, at undersøgelsen er et 'carte blanche' til at efterlade den kritiske sans alene derhjemme, og uhæmmet bruge løs af Wikipedias indhold.

Andre artikler fra Videnskab.dk:

Fejl på hver anden Wikipedia-side om virksomheder

Elefant taler menneske-sprog

Dine muskler bestemmer hvor krydset sættes