Trods lidt 'lunere' temperaturer sidst på ugen kommer kulde til at føles meget værre. 

Træk huen godt ned over ørerne, og husk de lange underbukser, når du går ud de kommende dage. For ikke nok med, at de næste dage også bliver isnende kolde: Vi kan også se frem til en rigtig kold weekend!

Selv om dit termometer i weekenden ikke bliver nær så udfordret, som det var onsdag morgen, så kan du godt regne med, at det stadig bliver koldt.

- Det begynder at blæse op fredag, og lørdag og søndag bliver det rigtig gedigent koldt.

Det fortæller meteorolog Jens Ringgaard fra TV2 Vejrcenter.





Faktisk kommer de sølle tre til fire graders kulde, vi får i weekenden, til at føles som minus 15 grader. Det blæser nemlig op med en frisk vind fra øst, og det får kulde til at virke meget mere bidende.

Den dårlige nyhed er, at der ikke er tegn i hverken sol, måne eller vejrkort på, at det bliver varmere foreløbig.

Isvintre


- Det, alle spørger om nu, er, om det ikke snart er overstået, og her er det klare og enkle svar: Nej! Kulden ser ud til at bliver ved langt ind i februar, forudser Jens Ringgaard Christiansen.

Natten til onsdag og onsdag morgen stod vi op til denne vinters hidtil koldeste nat med helt ned til minus 17,5 graders frost, og intet tyder på, at det var en enlig svale.

- Torsdag morgen bliver også rigtig kold, når vi mange steder kommer ned på tocifrede kuldegrader.

Der er dog langt til kulderekorden fra 1982, hvor der blev målt helt ned til 31,2 graders frost.