____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jægersoldaten René Brink Jakobsen, der sidste uge mistede livet under en operation i Helmand-provinsen, er ankommet til Danmark, hvor han i dag æres ved en mindehøjtidelighed.

I silende regn er kisten med den første danske faldne jægersoldat klokken 10 blevet båret ind på Flyvestation Karup.

Kisten, der var svøbt i Dannebrog ankom i en dansk helikopter EH101 Merlin, hvorfra den af otte jægersoldater med sorte sørgebind om overarmen meget rørende blev båret ind til tonerne af 'Kongernes Konge' spillet af Prinsens Musikkorps.

I en lukket hangar vil en privat mindehøjtidelighed nu finde sted, hvor der blandt andet vil være tale fra chefen for Jægerkorpset oberstløjtnant Claus A. Wammen samt mindeord fra familien.

Til stede ved modtagelsen er der ud over de nærmeste pårørende, familie og venner også deltagelse af blandt andet chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos.

Dem har vi mistet

Oversergent René Brink Jakobsen var en del af Task Force 7, som er Danmarks elitestyrke i Afghanistan, primært bestående af jægersoldater og frømænd. Sent onsdag døde han som den første danske jægersoldat i en eksplosion, da styrken var på patrulje i den urolige Helmad-provins.

René Brink Jakobsen beskrives af sine kolleger som en af de bedste sanitetsfolk i korpsets tid. Han var uddannet fysioterapeut, og kollegerne vil huske ham som en mand, der drog stor omsorg for de andre i patruljen.

René Brink Jakobsen kom som 36-årig gennem aspiranttiden som den ældste jæger nogensinde.

Han døde sent om aftenen onsdag den 2. januar på hospitalet, 39 år gammel. Han efterlader sig en hustru og tre børn. På lørdag vil han blive bisat ved en militær bisættelse fra Veng Klosterkirke nær sit hjem ved Skanderborg.