Det gode vejr i maj har fået priserne for charterrejser til at styrtdykke. Således kan du komme til Kreta på tre-stjernet hotel i en uge for under 800 kroner. Men du skal være hurtig, priserne stiger nemlig snart igen.

Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i den næste uges tid og i øvrigt har fri, så er en smuttur til den græske solskinsø Kreta måske værd at overveje?

Priserne på afbudsrejser er ekstraordinært lave i øjeblikket, og det skyldes flere ting. Det gode vejr herhjemme i maj måned bærer nemlig kun en del af skylden. Det fortæller Carlos Cebrian, som er produktchef i rejseselskabet Spies.

»Vi tror, at vejret har en effekt, men der er også flere charterpladser på markedet, end der var sidste år, så det gør rejserne billigere i år,« siger Carlos Cebrian til BT.

En anden af grundene til de lave priser på rejser til middelhavsdestinationerne er også, at man fra Spies' side ikke flyver til tidligere meget populære feriedestinationer Egypten og Tunesien i år.

»Tunesien fraråder Udenrigsministeriet at rejse til og til Egypten var efterspørgslen meget lav, så det har vi valgt at sløjfe i år,« siger Carlos Cebrian, som fortæller, at de flyvere, som før fløj til de to sløjfede destinationer, nu er rykket til de populære middelhavsdestinationer.

Hvis man vil nå at have del af de meget lave feriepriser, skal man dog skynde sig.

»Der er små to uger tilbage med de her meget lave priser. Og så vil priserne stige stødt, jo tættere vi kommer på skolernes sommerferie,« siger Carlos Cebrian.

Selvom det gode vejr i maj er skyld i de lave priser fra Spies, er det ikke sådan, at man hos rejseselskabet går og håber på en våd sommer.

»Vi skal jo selv gå herhjemme i Danmark og nyde solen, men det er klart, at vi sælger lidt flere rejser, hvis det regner,« siger Carlos Cebrian og tilføjer med et lille grin:

»Så det må godt regne en lille smule.«

Selvom rejserne også er billige fra Aalborg og Billund, så er det fra København, de billigste rejser udgår.